Dronninglund

Endnu engang et stort cupoverskud

På trods af færre deltagere og dårligt vejr kom Dronninglund Cup alligevel ud af 2007 med et flot overskud

Dronninglund Cup 2007 gav igen et flot overskud. Og der er selvom deltagerantallet var en smule lavere. arkivfoto Peter broen

Dronninglund Cup 2007 gav igen et flot overskud. Og der er selvom deltagerantallet var en smule lavere. arkivfoto Peter broen

Endnu engang er det de brede smil der præger arrangørerne af Dronninglund Cup. For endnu engang kommer stævnet ud med et flot overskud. 475.000 kroner blev det til i 2007, og det selvom deltagertallet var en anelse mindre. - Det er et kanon overskud. Det er nogenlunde det samme som året før, som også var et godt år. Men vi havde jo en lille tilbagegang i antallet af hold i 2007, så det er flot, siger cupformand Simon Aagaard. En af forklaringerne på, at overskuddets størrelse ikke blev mindre, selvom antallet af deltagere var mindre er, at boderne gik ekstra godt sidste år. - Vi tilbød blandt andet et tredje måltid, og så havde vi givet pølseboden en ny placering. Og de ændringer gik så godt, at dem fortsætter vi med næste år, siger Simon Aagaard. Og planlægningen af sommerens 31. udgave af Dronninglund Cup er allerede gået i gang - og de første hold er faktisk allerede tilmeldt. Blandt andet en ny, stor hollandsk klub. Stævnet bliver afviklet fra 7. til 12. juli, men arrangørerne havde ellers overvejet af flytte stævnet nogle uger frem, hvor chancerne for tørt vejr er lidt større. Dronninglund Cup 2007 var nemlig en meget våd affære. - Men vi kan ikke flytte det på grund af vores samarbejdspartnere i Sverige. De kunne ikke flytte deres stævne, og vi går jo efter at lægge stævnerne lige efter hinanden, så hold fra f.eks. Brasilien kan tage flere stævner i streg, når de nu er rejst den lange vej. Men ellers havde vi flyttet det, siger Simon Aagaard. Også åbningsceremonien og afslutningen af stævnet er i øjeblikket til overvejelse. - Vi har jo haft den samme åbning med indmarch i mange år, og det er en af de ting, vi diskuterer i øjeblikket, om det kan gøres anderledes, fortæller Simon Aagaard.