Lokalpolitik

Endnu et brev til COOP Danmark

HJØRRING:Sig ordene bycenter, COOP Danmark og Møller Lee-grund - så puster de fleste Hjørring-borgere vel en smule resigneret og tænker sit. For bliver det monstro til noget med det bycenter, har COOP Danmark overhovedet råd og var det ikke meget bedre at få et Bilka og et Lidl til byen. Og måske lade Krumme få sit Krumme-Lege-Land på den store grund i stedet. Joh, der er såmænd faktorer nok i spil i sagen og det efterhånden famøse bycenter, og umiddelbart er der ikke meget, som tyder på, at der er en afklaring på vej. I hvert fald ikke officielt. Sikkert er det dog, at entreprenørvirksomheden Enggaard, som i givet fald skal bygge for COOP Danmark, John Jørgensen, som ejer SportsMann, der ligger en smule i vejen for projektet, og Hjørring Kommune er blevet enige om, at det udelukkende er Bent Brown, der ytrer sig om sagen - når der er noget nyt at ytre. Og det er der ikke. - Jeg har lige haft ferie, og har derfor ikke hørt noget til sagen i et par uger. Men jeg vil nu sende et brev til COOP Danmark, og gøre dem klart, at vi skal have en afgørelse - snart, siger Bent Brow, hvis tålmodighed bliver stadigt mindre - måske fordi det så langtfra er det første rykkerbrev, han som borgmester sender til COOP Danmark. - Vi kan ikke vente på en ny regionsplan, som først kommer i slutningen af 2005, og hvis vi ikke får svar fra COOP Danmark, må vi tage op i byrådet, hvad der så skal ske, siger han. Med den bemærkning henviser han til Nordjyllands Amt, som tidligere har gjort det klart for Hjørring Kommune, at der måske kan gives tilladelse til at bygge stort udenfor Hjørrings midte - hvis altså ikke, at man bygger stort i bymidten i stedet. Men faktum er, at COOP Danmark gennem flere år har arbejdet på projekt bycenter uden nævneværdige resultater - og at koncernen i oktober 2003 meddelte Hjørring Kommune, at projektet var skrinlagt. Dette blev dog ændret i begyndelse af februar 2004, hvor Michael Thurau, der er direktør for Kvickly Danmark oplyste til NORDJYSKE, at brikkerne omkring bycentret var ved at falde på plads. Og nu sender Bent Brown altså endnu et brev til COOP Danmark.