Endnu et nederlag til White Hawks

Frederikshavn White Hawks tabte 4-1 til norske Manglerud og har stadig deres første sejr i pre-season til gode

Carl Emil Nielsen
Frederikshavn White Hawks har tabt to gange til rivalerne fra Aalborg Pirates i deres testkampe.Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Frederikshavn White Hawks 18. august 2018 18:30

ISHOCKEY: Lørdag eftermiddag fik Frederikshavn White Hawks besøg af norske Manglerud, hvor de skulle forsøge at få en sejr efter nederlag i testkampene til Aalborg Pirates og Storhamar.

Efter knap fire minutter i anden periode kom White Hawks foran 1-0 på et mål af Mathias Mølgaard i powerplay, men derfra gik det ned ad bakke for frederikshavnerne.

Bare et minut efter scoringen fik Manglerud udlignet på et mål af Michael McNichols, og senere i 2. periode scorede Matthew Van Voorhis til 2-1.

I tredje periode kunne nordmændene udbygge føringen til 3-1 og 4-1, som blev slutresultatet.

Selvom White Hawks ikke har vundet nogle af deres testkampe, understreger assistenttræner Fredrik Åkesson, at holdet er i en proces.

- Det er aldrig rart at tabe, men det handler lige nu om at få spillerne i form både fysisk og mentalt. Måske har vi presset spillerne lige hårdt nok med tre kampe på fire dage, for efter første periode var de helt flade. Det er selvfølgelig ikke helt optimalt, siger Fredrik Åkesson.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...