Endnu et pengeautomat-kup i Nordjylland
Natten til torsdag har tyve stjålet en pengeautomat hos Spar Nord i Løgstør

Galleri - Tryk og se alle billederne.
LØGSTØR:For anden nat i træk har tyve i Nordjylland forsøgt at få fat i kontanter fra en pengeautomat i en bank. Denne gang er det gået ud over Spar Nord Bank på Østerbrogade i Løgstør.
Nordjyllands Politi fik klokken 03.35 en anmeldelse om, at der var indbrud i banken.
Det viste sig, at det var bankens pengeautomat, tyvene var gået efter. De havde med en gummiged skovlet pengeautomaten ud af bygningen, og dernæst taget den med sig.
Skade på bygningen
Pengeautomaten er formentlig kørt væk på en rød personbil med trailer, som vidner har set køre væk fra gerningsstedet mod Sønderport i sydlig retning.
Selve gummigeden blev efterladt på stedet.
- Vi kan ikke udelukke, at der er tale om samme gerningsmænd som tirsdag nat, men der er ikke brugt samme metode, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.
Tyvene har ved indbruddet lavet hul i selve bankbygningen, men skaden er ikke så voldsom, at bygningen er i fare for at styrte sammen.
Politiet er på stedet for at bevogte banken.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.