Endnu et regime på vej ud?

Af alle denne verdens fantastiske fortællinger - Homers heltedigte, Det gamle og ny Testamentes historier,...

... Ovids Forvandlinger, Rabelais' Gargantua og Pantagruel, Cervantes' Don Quichote, Grimms folkeeventyr, H.C. Andersens eventyr og historier etc. - er "Tusind og én Nats Eventyr", samlet fra det ældgamle perserrige, over Bagdad til Cairo til et stort persisk-arabiske fortælleunivers, en af de helt store fortællinger i vores verdenslitteratur. Det synes jeg, man skal tænke på i disse dage, hvor de unge iranere - endnu en gang - forsøger at kaste et gammelt, udlevet, despotiske regime på porten. Ligesom Egyptens unge fik afsat en svært debil præsident, Hosni Mubarak, der kun havde en rungende tom retoriks opbrugte gloser at klynge sig til, må man håbe på, at Irans unge får afsat den ældede konfirmand, den såkaldte præsident Mahmoud Ahmadinedjad, og det skæggede præsteskab bag ham. At skægfolket hader "Tusind og én Nat" er indlysende. Det er nemlig en pestilens, når en religion sætter sig på det almindelige liv, statens styre og det politiske liv. Religion angår en dimension i tilværelsen, der slet ikke kan indfanges af moral, politik og ideologi. Det forfærdelige ved religioner er, at de ved hjælp af absolutte dogmer tyranniserer det almindelige liv. En religion taler i et sprog om verden, mennesket og tilværelsen på en måde, der er så radikal, ophøjet og svimlende absolut - det være sig om kærligheden, tilgivelsen, døden og det evige liv -, at hvis man begynder at rationalisere denne "gudelige" tale og omsætte den til moralske forskrifter og håndfaste leveregler, har man forrådt det essentielle i religionen. Når religioner vil til at adfærdsregulere og bestemme det gode og onde i alle detaljer, er den en pest. Når religionen tilbyder et perspektiv på tilværelsen, er den et gode. Lad nu Ali Khamenei være ayatollah så meget han være vil, det er egentligt helt ligegyldigt. Han sidder kun så længe, han råder over magten: revolutionsgarden, militæret og politiet. Det triste er imidlertid, at Khamenei og Ahmadinedjad er skruppelløse nok til at sende politi og militær på gaden for at nedkæmpe oprørerne. I Egypten turde Mubaraks hemmelige politi og grupperinger af hæren ikke anvende vold i et alt for synligt omfang. 365 blev dræbt. Den skånsomhed skal man ikke regne med i Iran. Her er fædrene så forblindede, at de er parat til at tærske sønnerne og døtrene ihjel. Her er det fanatiske præstestyre så enøjet autoritært, at der ingen nåde er for andre meninger og nye ideer. Det triste er magtmennesket, der afskærer al dialog. De døde betaler prisen, og han selv med en indre ørken af fantasiløshed og sterilitet. For halvanden år siden under ungdomsoprøret til støtte for Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubis protester mod et af regimet manipuleret valgresultat betalte de unge kvinder i Teheran prisen. Orienten - den nære eller fjernere - har altid været omgivet af fascination og skræk fra Occidenten. Allerede i oldtiden blev de omtalt som barbarer, selv om det også anerkendtes, at de havde skabt uforgængelige monumenter, der ville stå til evig tid. Kritiske kristne forfattere kunne i Middelalderen og Renæssancen fremhæve, at tyrkerne opførte sig mere civiliseret end europæerne gjorde i krig eller fredelig vandel. Begejstringen for Orienten nåede et klimaks i romantikken i forbindelse med at eventyrsamlingen "Tusind og én nats Eventyr" blev kendt i Europa, og vores hjemlige digter Adam Oehlenschlæger støbte sin arketype af naturens muntre søn i form af den unge mand fra Ispahan med den forunderlige lampe - Aladdin: det romantiske geni i dansk æblekindet udgave. Sophus Claussen digtede sit Ekbatana-digt på den samme fascination, der flød sammen med Paris, ungdommens vår og drømmenes virkeliggørelse, "da Verden blev dyb og assyrisk og vis", og rosen, det dyreste verden har drømt, blev givet på skrømt ved en kongelig fest i Ekbatana. Dér bagerst i Persien. I "Tusind og én nats Eventyr" fortæller visirdatteren Sheherezade hver nat en fortælling til tyrannen, kong Shahriyar, der dræber alle kvinder efter bryllupsnatten for at hævne sin dronnings bedrag. Det er den barbariske situation, de unge i Teheran befinder sig i. Jeg tænker på den unge kvinde, der blev skudt i 2009 under oprøret. Sådan behandler de voldelige fædre deres døtre, der ikke som Sheherezade kan udsætte sin henrettelse med en fortælling.