EMNER

Endnu et selskab forsvinder fra Københavns Fondsbørs

KØBENHAVN:Med fusionen mellem NEG Micon og Vestas forsvinder endnu et prominent selskab fra Københavns Fondsbørs. Og hermed er fondsbørsen oppe på i alt ti selskaber, der i år har bebudet, at de vinker farvel til den danske handelsplads. Torsdag var det Radiometer, der annoncerede et salg af det danske medico-flagskib til amerikanske Danaher. Og hvis det salg realiseres - som alt tyder på - så betyder det også et farvel til fondsbørsen for Radiometer. Danaher vil nemlig afnotere selskabet efter overtagelsen, da Danaher selv er børsnoteret i New York. Både NEG Micon og Vestas er selskaber i det såkaldte KFX-indeks over de 20 toneangivende danske aktier. Og underdirektør Peter Belling, Københavns Fondsbørs, oplyser, at begge selskaber fortsætter i KFX-indekset frem til sammenlægningen er gennemført. - I forhold til KFX-indekset og under forudsætning af, at sammenlægningen gennemføres, som offentliggjort af de to selskaber, vil den give en reduktion i antallet af selskaber i KFX-indekset, og porteføljen vil herefter bestå af 19 aktier i KFX-porteføljen frem til næste revision den 21. juni 2004, oplyser Fondsbørsen I alt er 195 selskaber noteret på Københavns Fondsbørs, og det er godt 50 selskaber færre end for fem år siden. Ved udgangen af 1997 var der 247 noterede selskaber. Der noteres ikke mange nye selskaber for tiden. Kun to investeringsselskaber er kommet til i år, mens 10 har bebudet deres afgang. I sommeren 2000 kuldsejlede et stort projekt med at børsnotere LM Glasfiber i Kolding, som producerer vinger til vindmøller. Og siden har aktiefestens totale nedtur sat en stopper for lysten til at lade sig børsnotere. /ritzau/