EMNER

Endnu fattigere

FATTIGE:Tak til Joachim B. Olsen, fordi han rejser spørgsmålet om fattigdom i Danmark. Han kunne måske gøre det på en lidt smartere måde, men det lærer han vel efterhånden. De angreb, der kommer på ham, er ondskabsfulde og useriøse. Der findes fattige børn i Danmark, men de kommer ofte fra familier, hvor far og mor bruger pengene til øl og cigaretter i stedet for til mad. Hvis så øl og cigaretter stiger i pris, så bliver de fattige børn endnu fattigere. Var det ikke bedre at bruge kræfter på at støtte familierne, så de kan blive hjulpet til et andet liv, hvor deres børn kommer i første række? Når vi pensionister beklager os, får jeg det næsten ligesom J.B.O. I 1996 var jeg i Rusland som valgobservatør ved de første frie valg, og der så jeg fattigdom, som vi pensionister aldrig kommer i nærheden af. Forhåbentlig har russerne fået det bedre nu uden kommunismen, for det fortjener de. At private organisationer som Frelsens Hær og andre yder julehjælp i form af mad, vin og gaver, finder jeg ok, for det kan ikke omsættes til øl og cigaretter. Hvis Danmark skal ud af krisen til gavn for landet, må vi alle hjælpe til - selvfølgelig efter evne.