Lokalpolitik

Endnu flovere at være dansker

Igen-igen blev kommunerne snydt af regeringen, ved ”forhandlingen” om de kommende finanser. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at regeringen vil være det bekendt, og ej heller, at kommunerne bare retter ind. Det er jo dem, der hver gang tager skraldet for den nærige regering, der lover alt, men lader andre betale gildet.

Regionerne fik 50 pct. af behovet dækket, mens kommunerne måtte nøjes med 25 pct.. Og vi må nu igen se store nedskæringer i stort set alle kommuner. I alt blev der bevilget godt to milliarder til begge områder. I en tid hvor der var et overskud i landet på over 50 milliarder. Jeg føler mig godt snydt. Det er muligt, at de, der har fået skattelettelse, og de, der enten har sort arbejde eller driver anden form for kriminalitet, føler sig ligeglade. Men vi, der ikke har deltaget i forbrugsfesten, føler os godt snydt. Vi betaler skat efter evne og forlanger dermed, at skattepengene bliver brugt til at forbedre den kommunale service og et forbedret sundhedssystem. Det er forståeligt, at de, der ifølge medierne har fået 1200 kr. mere til rådighed pr. måned, lever med, at ikke kan kommunen levere varen, men det hjælper jo ikke den ældre, der nu igen må stå for skud, eller den skole, der igen skal spare, eller den børneinstitution, der atter skal skære ned på aktiviteterne. At Thor Pedersen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, der lever fedt i det nordsjællandske, ikke ved, hvad behovet er i kommunerne, er én ting. Men hvad er så meningen med de folketingsmedlemmer, der også sidder i byrådene eller amterne ude i landet? Hvis ikke dette dobbeltmandat skal bruges til at fortælle Venstre-toppen hvorledes landet ligger, hvad er så meningen. Er det kun for ussel mammon? Det er endnu mere flovt at være dansker. Hvor længe finder vi os i den nedladende holdning fra den regering. Og alligevel skal jeg vel i morgen læse i avisen, at det går godt her i landet, at der nu igen er solgt et kæmpeantal fir-hjulstrækkere eller andre dyre biler, feriehuse i udlandet, og at der er mangel på arbejdskraft. Altså at vi er et meget rigt land, hvor der er gang i forretningen. Så lad dog borgerne få del i det.