Endnu god tid til at få bilen vejet ned

Trafikpolitik 3. august 2007 06:00

NORDJYLLAND: Ejere af varevogne på gule plader kan stadig spare penge ved at nedveje deres biler til under to tons. Mandag og tirsdag gik der ellers vedholdende rygter om, at 1. august var sidste chance. Men skatteminister Kristian Jensen sætter først en stopper for fidusen når folketinget åbner til oktober. Rygtet om deadline den 1. august gav de ansatte på motorkontoret i Aalborg en hektisk start på ugen. Folk stimlede til for at få omregistreret deres biler. Der var kø på op mod to timer på kontoret. Leder af motorkontoret i Aalborg, Helle Pedersen, fortæller, at der stadig er mere travlt end sædvanligt og op mod en times ventetid. - Det har helt klart noget at gøre med, at der er mange ejere af biler på gule nummerplader, der skal have dem omregistreret, siger hun. Ministerens indgreb Ejernes fidus var at få omregistreret deres biler, så de med bagage ikke må veje mere end to tons. Det vil give dem en besparelse på 5650 kroner om året i vægtafgift. Men skatteminister Kristian Jensen vil lukke hullet. Han lader sandsynligvis alle bilejere få lov at få lov at få en billig periode på et halvt år. Herefter sætter han dem tilbage til den gamle takst. Kvalitetsleder ved Applus+ Bilsyn Jørgen Andersen mener dog stadig godt, at det kan betale sig at få nedvejet sin bil, hvis man ejer en varevogn til privatbrug på gule plader. Det er den type, hvor ejerne sparer mest. - Vi anbefaler stadig folk at få nedvejet deres biler. Vi vurderer, at der stadig er 2325 kroner at spare i dette halvår, siger han. Han er dog sikker på, at jo hurtigere, bilen blive nedvejet, jo større bliver besparelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...