Endnu mere dans på Trekanten

Dans 16. september 2002 08:00

AALBORG ØST: Lyden af festlig spillemandsmusik vil i dette efterår lyde oftere end før fra Trekantens sal. Aalborg Danse- og Spillemandslaug har nemlig fordoblet antallet af danseaftener, så der nu er bal alle mandage i ulige uger. Foreningen er vældig godt tilfreds med sit samarbejde med kultur- og foreningshuset Trekanten, som gør det muligt også at arrangere større baller med kendte spillemandsgrupper fra hele Danmark. Lørdag 28. september kommer således den sjællandske spillemandsgruppe Ballast. Gruppen består af musikere med meget forskellig baggrund. Én spiller for eksempel med i Sønderjyllands Symfoniorkester, en anden spiller salsa og en tredje rockmusik. Sammen udgør de et af de førende danske spillemandsorkestre. Musikerne i Ballast er Klaus Pindstrup, Ulla Berg, Jens Jeep Jørgensen og Polle Olsen. Foreningens nytårsbal bliver et gensyn med Ostinat Expressen, der sidst var på besøg for et år siden. Et større arrangement løber af stabelen lørdag 23. november, hvor Aalborg Danse- og Spillemandslaug tilbyder et kursus i gammel spillemandsmusik og dans fra Læsø. Læsø har haft en tradition for at værne om de gamle danse, men i dag har øen ingen musikere, der kan tage over, hvor de gamle slap. Andre spillemænd har imidlertid besøgt øen og lært kunsten af, og det er nogle af dem, der er instruktører på Læsø-kurset på Trekanten. Der bliver undervisning for både musikere og dansere om eftermiddagen samt koncert og bal om aftenen. is

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...