Endnu mere kontrol?

En af de lidt mere bizarre - men måske i virkeligheden meget sigende - udløbere af skandalesagen fra plejehjemmet Fælledgården på Østerbro i København er et krav fra blandt andre flere politikeres side om en nærmere undersøgelse af, hvad der egentlig er foregået.

Og vel nok først og fremmest, hvorfor det er gået (så galt) som det er. Et af mange anklagepunkter går nemlig på, at tilsynet i tilfældet med Fælledgården må være svigtet. Derfor er der lagt op til, at selve tilsynet nu gåes efter i sømmene. Et nyt lag kontrollanter skal med andre rykke ud for at kontrollere det lag kontrollanter, der findes i forvejen. Uden på nogen måde at drage andre sammenligninger kan selve forløbet med Fælledgården umiddelbart godt minde en anelse om håndteringen - eller måske snarere: mangel på håndtering - af fødevaresikkerheden i Danmark: Først bliver et specifikt område udsat for en blanding af nedskæringer og effektivisering, og for dog at mønstre bare et mindstemål af sikkerhed på området og dermed skabe en vis form for tillid, indsætter man et tilsyn, som måske også har været offer for nedskæringer og effektivisering. Og derfor kan det på et tidspunkt blive nødvendigt med skærpet tilsyn. En slags pointe i sagen fra Fælledgården - og såmænd også i sagen om fødevaresikkerhed - er, at man uhyggeligt nemt kan ende med at bruge umådeholdent mange kræfter og økonomiske midler på at kontrollere og efterkontrollere og så lige kontrollere en ekstra gang, bare for en sikkerheds skyld. Alt sammen kræfter og økonomiske midler, der jo kunne være kommet de oprindelige brugere til gode. I stedet kan de penge, som man har et mere eller mindre klart udtrykt ønske om at ville spare, meget nemt ende med at blive sat over styr - og flere til. Og tilbage står ofrene for en højst besynderlig form for administration, i dette tilfælde de pr. definition sagesløse ældre, som i stedet for mere hjælp, mere omsorg og i det hele taget mere professionelt, veluddannet nærvær bliver tilbudt ekstrakontrol ud fra givne forudsætninger, helt ud i et virkeligheden uhyggeligt ønske om at give adgang til at videoovervåge plejehjem, så det er muligt at gribe ind med håndfast dokumentation, når det går galt næste gang. Det gør ikke noget at foretage sig det rigtige første gang i stedet for mere eller mindre febrilsk at reparere på et mindre heldigt resultat.