Endnu mere nostalgi?

Bliver vi mere nostalgiske af at have adgang til film, musik og fjernsyn fra vores barndom og ungdom? Eller bliver vi bedre til at kunne håndtere vores erfaringer med medier og dermod også vores evne til at kunne skelne mellem f.eks. godt og skidt? Det er to spørgsmål, som medieforskningen tumler med i disse tider. Og hvorfor er det nu interessant?

Den tyske kulturforsker Walter Benjamin mente at kunne dokumentere, at vores måde at sanse og erfare verden på ændredes i takt med, at vi fik nye medier. Med bogen lærte vi at distancere os fra den levende verden og øjeblikkets retorik og tyranni. Med filmen lærte vi at håndtere de små chok, som rullen af levende billeder udsætter synsnerven for. Med internettet lærer vi ikke at acceptere, at verden på én gang står stille og hele tiden er i bevægelse. Benjamin var interesseret i selve formens betydning for at kunne gøre erfaringer. Og det interessante er, at Benjamin ikke nødvendigvis skelner mellem god og dårlig erfaring. Benjamin ville nok ikke sige, som en hel pædagogisk og kritisk generation har gjort: Erfaringer gjort gennem medier er sekundære, i bedste fald, og fremmedgørende i værste. Benjamin ville sige, at vi gør erfaringer uanset, hvordan vi forholder os til verden. Men formen gør altså en forskel. En forskelm der kræver udforskning. Benjamin sagde imidlertid ikke så meget klart om erfaringens karakter eller noget om det register af følelser, som bestemte erfaringer er med til at skabe. Det er naturligvis et spørgsmål om, hvilket indhold der formidles. Er det en tragedie eller en hverdagsberetning? Er det dokumentar eller dokudrama? Eller noget helt, helt andet. I øjeblikket giver Danmarks Radio alle med adgang til internettet mulighed for at stemme om, hvad vi gerne vil se fra den statsradiofoniske mediefortid. Kritikere har sagt, at nu er der rigtigt blevet åbnet for nostalgi-slusen, uden at det reelt giver anledning til udvikling. Bonanza, som projektet hedder, repræsenterer et stykke af vores kulturarv. Og jeg tror bestemt, at projektet vil give anledning til mange glædelige gensyn. Men hvad betyder denne digitalisering af dette kulturmateriale? Hvad betyder det for vores måde at gøre nye erfaringer på? For at lave en banal sammenligning ved de fleste sikkert, at net-stedet YouTube.com er et overflødighedshorn af brugergenereret indhold. Her finder vi amatørmusikere i alle aldre, der håber på et gennembrud i brugerhøjde. Der er timevis af levende billedmateriale fra sportsbegivenheder og kulturbegivenheder. Og der er stor sandsynlighed for, at netop du kan finde musikvideoen til det stykke musik, som har brændt sig ind på din personlige nethinde. Der er også meget, der ikke er der, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. På YouTube.com kan du mere direkte sammensætte dit eget mediehistorisk arkiv. Du skal ikke stemme om det, selvom du kan se, hvor mange gange hver enkelt mediefil er blevet set, og du kan sætte dit eget aftryk på medieklippet ved at skrive en kommentar. Spørgsmålet er nu, hvilken indflydelse denne mulighed for at dykke ned i og direkte selv bidrage til den personlige mediehistorie har for vores evne til at gøre erfaringer. Bliver vi bedre til at gøre historien levende, altså at vi både bedre og bredere husker, hvad der skete, da vi var børn? Eller bliver vi bedre til at insistere på vores egen smag, og på den måde bidrage til længere at holde fast ved bestemte forståelser af bestemte historiske perioder? Eller bliver vi alle hyper-nostalgikere, altså mere nostalgiske end nostalgiske, fordi denne følelse af noget for evigt tabt ikke rigtigt er noget, vi vil acceptere. ¿Kom tilbage til mig¿, sang Danseorkestret i 80¿erne! Får vi en ¿best of¿-generation? Altså en generation der vokser op med, at hvert årti og hver generation har sit eget repertoire af ¿best of¿, og i stedet for at orientere sig mod det, der måske ikke var så ¿best¿ eller hvad andre synes er ¿best¿, nostalgisk insisterer på det samme? Uanset hvad så ser vi en radikal ny erfaringsform, som får næring af digitale medier. Vi kan sige, at i bevidstheden bliver afstanden mellem fortid og nutid digitalt reduceret kraftigt. Vi har med digitalisering fået muligheden for at gøre historien levende. Også vores helt egen til tonerne af popbands, tv-udsendelser og andet kultur-gøjl. Men gør det os bedre til at handle på fremtiden og for fremtiden? Gør det os afhængige af fortiden, mere end godt er. Og når vi så skal give noget videre til nye generationer, hvad er det så, vi giver videre? Best of YouTube i 00¿erne, eller mere Bonanza? { Tem Frank Andersen er født i støvet af 69-generationens blomsterbørn. Er far til tre - og en hund og en kat. Forskeruddannet ved Aalborg Universitet i kultur, medier og læring. Cand.mag. og ph.d. Formand for Aalborg Karate Skole. Næstformand for Folkeuniversitetet i Aalborg. Eksternt tilknyttet Aalborg Universitets Center for Interaktive Digitale Medier.

Forsiden