Naturkatastrofer

Endnu sker der mirakler i Haiti

Et spædbarn, en 25-årig kvinde og en syngende gammel kone er blevet gravet ud af ruinerne. Men snart er miraklernes tid slut

PORT-AU-PRINCE:Franske redningsfolk har gravet en blot tre uger gammel pige levende ud af et sammenstyrtet hus i Haiti, blev det meddelt onsdag. Siden det massive jordskælv i den caribiske nation tirsdag i sidste uge, har internationale redningsfolk reddet 121 mennesker ud af ruinerne i live, men det er tvivlsomt, om man vil finde flere i live. Fransk radio fortæller, at redningsfolkene fandt spædbarnet i ruinerne af et hus i byen Jacmel i den sydlige del af Haiti. De brugte fem timer på at nå frem til hende, efter at hun var lokaliseret. Pigens onkel sagde onsdag, at hun var 23 dage gammel. Den lille pige, der hedder Elisabeth, rapporteres at være sund og i en god tilstand efter omstændighederne. Generalmajor Daniel Allyn, næstkommanderende for de amerikanske styrker i Haiti, siger, at hans styrker snart vil skifte fokus fra at lede efter overlevende i ruinerne til at bjærge lig. Den haitianske regering skønner, at jordskælvet, der havde sit epicenter i nærheden af hovedstaden Port-au-Prince, har kostet 75.000 mennesker livet. Meldingen om redningen af den lille Elisabeth kommer samtidig med beretningerne om de lige så mirakuløse redninger sent tirsdag af en den 25-årige Hoteline Losana og Anna Zizi, der er omkring 70 år. Hoteline Losana er "ved bevidsthed og i tilfredsstillende tilstand", oplyser Thiery Cerdan fra den franske gruppe Redningsfolk uden Grænser, der sammen med amerikanske eksperter og haitianske brandmænd, stod bag den ni timer lange redningsaktion. Den unge kvinde havde opholdt sig i en lejlighed over et supermarked, da skælvet fandt sted. Redningsfolkene siger, at hun hverken har haft adgang til mad eller vand, at hun dårligt kunne bevæge sig, og at hun overlevede takket være den stilling, hun lå i. - Vi trak en person ud af ruinerne syv dage efter et jordskælv. Det er ganske ekstraordinært, siger Bruno Besson, et andet medlem af det franske redningshold. Timer inden redningen af Hoteline Losana lykkedes det mexicanske redningsfolk at grave Anna Zizi fri af murbrokkerne fra den sammenstyrtede katedral i Port-au-Prince. - Det lader til, at redningsfolkene kunne kommunikere med hende under aktionen og havde held til at skaffe hende vand gennem en slange. Hun sang, da hun blev gravet ud, siger Sarah Wilson fra den britiske hjælpeorganisation Christian Aid. /ritzau/AFP

Forsiden