Endte med bandeslagsmål

Årets store fest, karnevalet i Aalborg, startede roligt, men blev fulgt op hen på aftenen af et voldsomt sammenstød mellem AK81 og Den Internationale Klub.

En Hells Angels rocker eskorteres bort fra Kildeparken i Aalborg. Foto: Scanpix

En Hells Angels rocker eskorteres bort fra Kildeparken i Aalborg. Foto: Scanpix

Lørdag stod den på farverige parykker, samba, alkohol og grin. Men også et voldsomt slagsmål imellem rockerne AK81 og indvandrerbanden Den Internationale Klub. Aftenen før det store karnevalsoptog skulle fylde midtbyens gader havde Nordjyllands Politi fået et tip, om at flere bandemedlemmer fra København ville møde op i Aalborg. Derfor valgte politiet, at indføre en visitationszone for at undgå det helt store bandeopgør. En større gruppe Bandidos-rockere og medlemmer af indvandrerbander gik lørdag med i karnevalsoptoget. De var iført masker, militæruniformer og smed med røgbomber. I følge Nordjyllands Politi var deres attitude bekymrende og derfor valgte politiet at benytte sig af visitationszonen i Aalborgs centrum. Politiet fandt dog kun en lille foldekniv og efterfølgende opløste gruppen sig delvist. Uundgåeligt En gruppe på omkring 20, primært medlemmer af "Den Internationale Klub", samt et par stykker fra indvandrerbanden fra Blågårdsplads i København, befandt sig i Kildeparken. Her blev de observeret af Nordjyllands Politi, som også havde kontakt til medlemmerne. Omkring klokken 16.00 så det ud til, at karnevalsfestlighederne nok skulle forløbe stille og roligt. Men omkring klokken 18.30 kom en gruppe på omkring 20 mand fra Hells Angels støttegruppe AK81 ind i Kildeparken, hvor de målrettet gik efter den rivaliserende bande. - De var fuldstændig klar over, hvor den anden gruppe befandt sig. Og det var tydeligt, at de ville lave ballade, fortæller vicepolitiinspektør Ole Schmidt. Et stort og voldsomt slagsmål udviklede sig. Bandemedlemmerne brugte næverne og fødderne, så der var ikke indblandet våben i det store slagsmål, oplyser Ole Schmidt. - Vi fik med nød og næppe skilt de to grupper ad og dermed stoppet slagsmålet, fortæller han. Festen fortsatte AK81-gruppen blev skubbet ud ad Kildeparken. Her anholdte politiet 20 mand præventivt for at forhindre banden i at ødelægge karnevalet for resten af byens glade festdeltagere. Status omkring klokken 20.00 lørdag aften var, at Den Internationale Klub fik lov at blive i Kildeparken, dog stadig under observation af politiet. Der blev ikke meldt om alvorlige personskader på nogle af de involverede. - Men jeg tror, der er nogle stykker med røde øjne og blå næser, oplyser vicepolitiinspektør Ole Schmidt, som dog ikke regner med, at der vil komme anmeldelser fra disse to grupper.