Enegang af byrådspolitikerne

10. KLASSE: 10. klasse udliciteres til fremmed kommune. Er det, hvad eleverne og skolebestyrelserne ønsker ? Nu har skoleinspektører - lærere - forældre - elever fra de tre overbygningsskoler i et halvt år arbejdet med at sammenlægge 10. klasserne i Skørping Kommune. Vi er endda kommet frem med nogle rigtig gode tilbud til de kommende 10. klasseelever. Men det er byrådspolitikerne åbenbart fuldstændig ligeglade med. Skolebestyrelserne skal i øjeblikket ikke med på råd. Det kalder jeg enegang, og det kan I ikke være bekendt. I kan godt bruge vores sparsomme fritid i diverse udvalg, men bagefter gør I, som I lyster. Det er ikke troværdigt. Vi har fra Skørping Skole haft den klare holdning, at vi vil kun sammenlægge, hvis tilbudet til 10. klasseelever bliver bedre indholds- og ressourcemæssigt. Hvis det ikke er tilfældet, så har vi her fra Skørping Skole sagt, at så ønsker vi ingen sammenlægning, og slet ikke i en anden kommune, hvor vi ingen indflydelse har. Vi har fra skolebestyrelserne arbejdet med den filosofi, at det er for elevernes skyld, vi vil sammenlægge. Det er eleverne, der skal have et ordentligt tilbud. I det her tilfælde bør der ikke snakkes økonomi. Skørping Kommune skal bare have 10. klasse. Og så brug dog det, som vi i udvalget er kommet frem med. Og til Børge Olsen. Du kan ikke se, hvad der sker i fremtiden. Du har nævnt, at 10. klasse om ca. tre år er væk. Men det ved du ikke noget om. Du gætter vist bare. Vi er mange, der vil kæmpe for, at der stadig er et 10. klassetilbud i folkeskolen til de elever, der har behov og ønske om et sådant tilbud. Tænk på elevernes fremtid. Det gør vi i skolebestyrelserne. Jeg ser ingen fremtid i at flytte vores elever til Arden, eller hvor de nu skal flyttes hen. Der er kun den fremtid, at 10. klasse bliver forringet. I 10. klasseudvalget var der den klare holdning, at 10. klasse skulle gøres attraktiv, ikke besværliggøres af lang transport, manglende indflydelse og ingen nærhed. Der er en grund til, at mange elever vælger at gå i 10. klasse. Derfor er der 10. klasse i Skørping Kommune, også fremover. Det er, hvad skolebestyrelserne og eleverne vil. Og det bør/skal I byrådspolitikere tage hensyn til. Glem udlicitering.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...