Eneret på at sende strøm ud

Fjerritslev 1. marts 2003 07:00

FJERRITSLEV: Den nye elforsyningslov, som trådte i kraft i 2000, og det nye frie elmarked har givet travlhed i den lokale elforsyningsbestyrelse. - Vi har vi haft stor hjælp af Han Herreds Elforsyning og vores revisor til at rådgive og vejlede os. Derfor er det også glædeligt at kunne meddele, at netbevillingen endelig kom i hus i oktober 2002, sagde formand for Netselskabet Fjerritslev Elforsyning Knud Grann i sin beretning på generalforsamlingen, der blev holdt på Fjerritslev kro og havde samlet 18 ud af Elforsyningen godt 2100 forbrugere. Netbevillingen betyder, at forsyningsselskabet i Fjerritslev har monopol på at sende strøm ud i elnettet i Fjerritslev. - Hele processen har varet cirka tre år. Der har været mange usikkerhedsmomenter og et indberetningsvirvar uden lige. Derfor er et også befriende, at arbejdet ikke har været forgæves. Det er den belønning, forbrugere og bestyrelsen kan tage til indtægt, mens den professionelle arbejdskraft naturligvis skal honoreres. Deres indsats har været særdeles effektiv, sagde formanden. Den model, som er valgt i HHE's forsyningsområde, er helt igennem forbrugerejet og i store træk udtænkt og gennemført af daværende direktør i HHE, Sven Skovgaard. Desværre nåede han ikke at opleve resultatet, sagde Knud Grann, der indledte generalforsamlingen med at mindes afdøde Sven Skovgaard. I HHE's forsyningsområde er der nu i alt 24 netselskaber med hver sin netbevilling fra Energitilsynet, så man kan konstatere, at den forbrugerejede ide og tanke er slået igennem i Han Herred. nca

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...