EMNER

Energiby skal have hjælp

Brug for hjælp udefra, hvis Frederikshavn skal være selvforsynende i 2015

Energibyen Frederikshavn har brug for ekstern assistance, hvis målet om en by 100 procent drevet af vedvarende energikilder i 2015 skal indfries. Det erkender folkene bag det ambitiøse projekt her tre år efter, at Energibyen blev lanceret med armbevægelser så store som møllerne på forsøgsmøllerne på Frederikshavn Havn. Og overskrifter i (næsten) samme størrelse. Men siden har det været småt med konkrete og synlige resultater. For lidt handlekraft Det bekymrer byrådsmedlem Bruno Müller (S). Han hæfter sig ved, at kommunen senest har trukket en million kroner ud af projektet, at direktør Mikael Kau er fratrådt og at Energibyen nu er en del af teknisk forvaltning. - Hvis vi vil være uafhængige af fossile brændstoffer, er det ikke tilstrækkeligt, at vi bryster os af forsøgsprojektet med fire havmøller ved havnen. - Det batter ikke meget i det samlede projekt, selv om der engang ude i fremtiden måske er flere møller på vej syd for Hirsholmene, siger Bruno Müller. Investorer og nyt afgiftsystem Han har nu fået en redegørelse om status på projektet, og heraf fremgår det, at ekstern hjælp er en forudsætning. Ikke mindst i forbindelse med det planlagte biogasanlæg, der er afhængig af, at nogle vil investere i idéen. Desuden skal landmændene kunne se en fordel i at levere gylle til anlægget. Det appellerer det nuværende afgiftssystem ikke til. Samtidig er erhvervsaffald steget i kurs i takt med, at affaldsmængderne bliver mindre som følge af den generelle krise. Derfor er efterspørgslen på erhvervsaffald som brændstof steget også fra nabokommunerne. Endelig er Frederikshavn Kommune ikke herre over tidsplanen for de planlagte havvindmøller ved Hirsholmene. DONG har tilladelse til at opstille seks møller, men kommunen har ikke juridisk mulighed for at tvinge DONG til at opstille alle seks møller inden 2015. Energibyen har valgt at fokusere på energirenovering af private boliger. Det sker blandt andet i form af netværket "Energiprofferne", en ræke lokale håndværkere med speciale i hvordan ældre parcelhuse kan nedbringe energiforbruget. Håbet er, at det samtidig kan kaste nye arbejdspladser af sig.