Energibyer udnævnes mandag

Mandag kl. 15 udnævner Klima- og energiminister Connie Hedegaard (C) Danmarks første energibyer.

Frederikshavn vil gerne markedsføre sig som en grøn by med masser af vindenergi. Det skal give titlen som Energiby. Foto: Bent Jakobsen

Frederikshavn vil gerne markedsføre sig som en grøn by med masser af vindenergi. Det skal give titlen som Energiby. Foto: Bent Jakobsen

Arrangementet finder sted i festsalen på Københavns Universitet og indledes v. Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet. Arrangementet har stor bevågenhed i Frederikshavn, der har chancen for at blive en af de udvalgte byer. Udover Frederikshavn har Albertslund, Egedal, Frederikshavn, Kolding, København, Lolland, Middelfart, Samsø, Skive, Solrød, Sønderborg, Thisted og Århus søgt om at blive energiby. For at få titlen kræves det, at kommunen er en frontløber på klima- og energiområdet. Man skal forpligte sig til at gøre en stærk indsats, som både er gennemtænkt, fremtidssikret og ambitiøs, både på national og international skala. En bedømmelseskomité på tre personer har bistået ministeren med at vælge mellem kandidaterne. Komitéen består af Lykke Friis, prorektor, Københavns Universitet (formand), Susanne Herfelt, afdelingsleder, Danmarks Naturfredningsforening og Peder Baltzer Nielsen, chefkonsulent, Realdania Arealudvikling.