EMNER

Energiprisernes lyse side

Indrømmet. Det kan være svært at få øje på det positive, når bilen får slukket tørsten nede på tanken og tallene på standeren, der viser hvad det koster, bare suser rundt.

Det kan også være svært at se komikken, når girokortet fra olieselskabet dumper ind af brevsprækken. Det kommer til at gøre ondt i økonomien at holde varmen til vinter. Men på en eller anden bagvendt måde kan de høje benzin-og oliepriser være det, der bringer os videre. Bringer os nogle skridt ud af den afhængighed vi har haft af olien i årtier. En afhængighed der bliver mere og mere farlig, da der ikke er udsigt til at verdens behov for de dyre dråber bliver mindre fremover. Og samtidig svinder der faretruende i reserverne. For det er i krisetider, at vi mennesker tænker nyt og bliver tvunget til at prøve nye veje. I snart mange år har vi talt og talt om biler, der kører på raps, alkohol eller brint. Og vi har diskuteret fordele og ulemper ved solenergi og jordvarme. Men når det kom til stykket, var der jo ikke nogen grund til for alvor at prøve noget nyt. Benzinen og olien var trods alt ikke dyrere end, at de nye energiformer ikke var interessante. Men det er de så sandelig blevet nu. Fyringsolien er så dyr, at et solvarmeanlæg ifølge producenterne kan tjene sig selv ind på under tyve år. Faktisk har det aldrig været en bedre forretning at installere solvarme. Selv dengang staten pumpede tilskudskroner i halen på solvarmen, var økonomien dårligere for den enkelte. Det er det samme med fastbrændselsfyr. Her er gevinsten endda endnu større, hvis det er olie eller naturgas denne varme fortrænger. Den gode gamle benzin-motor vil også få det sværere fremover. Når brændstoffet koster 11-12 kroner pr. liter, så er der lige pludselig plads til at tænke i helt andre baner. Der er ingen tvivl om, at brintteknolgien vil få et gevaldigt skub fremad. Men også biobrændslerne er ved at være særdeles interessante - takket være den dyre benzin. Når det bliver for surt med de stigende priser, så er det værd at tænke på det gamle kinesiske ordsprog: "Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket."