Energisk fremstød for alternativ energi

Strømtyve, solceller og en skabelsesberetning for blandt andre skoleelever

Martin Frandsen
På C W Obels Plads i Aalborg kunne skoleelever fredag få et indblik i fænomenet energi.Foto: Martin Damgård
Skolevæsen 23. september 2006 06:00

AALBORG: Christina Tybjerre, Heidi Larsen og Elisabeth Bjørn fra Tylstrup Skole er alle meget koncentreret om at sætte deres løfter til en personlig klimaaftale på papir. ”Vi lover, at vi undgår lange varme bade, at vi vil spare på strømmen og huske at slukke lyset”, står der på den taleboble i pap, som foreningen NOAH sammen med mange andre løfter vil sende til regeringen. - Vi lader borgerne og skoleelever indgå personlige klimaaftaler, forklarer Ole Kaimer fra NOAH. Og det er et led i Energiens Roadshow, som i disse dage turnerer landet rundt, og som torsdag og fredag var parkeret på C W Obels Plads i Aalborg. Om formiddagen er arrangementet helliget skoleelever, som pigerne fra Tylstrup, der forklarer baggrunden for deres løfte. - De lange bade bruger meget strøm. Det er dyrt, og det forurener og ødelægger Jorden, forklarer Heidi Larsen, inden pigerne søger videre til roadshowets øvrige tilbud. Det er blandt andet en 15 minutter lang film om Jordens og dermed energiens skabelse, en bil der kører på rapsolie, brint, solenergi og oplysninger om de værste strømtyve blandt maskiner og apparater i hjemmet. - Vi vil gerne undervise i energibesparelser og vedvarende energi og prøve at få folk til at interessere sig for det. Skoleelever bruger jo meget energi med deres mobiltelefoner, TV og andre ting uden, at de aner noget om, hvad strøm er, fortæller Claus Jacobsen fra Energitjenesten Nordjylland. Roadshowet satser på praktisk undervisning og ikke så meget teori ved at lade skoleeleverne prøve øvelser med eksempelvis solceller. - Hvis en skole selv skal købe disse solceller, så ryger budgettet. I stedet får de mulighed for at prøve cellerne hos os, forklarer han. - Men det her er ikke kun for skoleelever, det er for alle, understreger Claus Jacobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...