Enestående kunstner

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

"marina bor på Prado"

kunst Bentemarie Kjeldbæk # # # # # # Hvis man vil finde nogle faktuelle data om den udstillende kunstner, kan man gå på internettet og blot søge efter bentemarie. Google går da ud i verden og søger. Der kommer kun én løsning: Bentemarie Kjeldbæk. Hun er og bliver enestående. Det er hun også som kunstner. Galerie Provences lokaler er yderst harmonisk og spændende fyldt op med store markante malerier, tegninger, litografier og akvareller. Bentemarie Kjeldbæk arbejder meget i Spanien, hvis klassiske og moderne kunst hun kender særdeles godt. Hendes motiver udgør symbioser mellem Spaniens historie og det folkeliv, hun suger til sig fra landets rige folkeliv i dag. Hun laver festlige parafraser over motiver af spanske kunstnere som Velazquez fra 1600-tallet, Miró og Dali. Førstnævnte har således malet et billede af dronning Mariana, der som ganske ung blev ført til Spanien fra Habsburg for at ægte den meget ældre kong Filip IV. Dette tvangsægteskab bekom hende ikke vel, hvilket tydeligt fremgår af Velazquezs billede. Bentemarie Kjeldbæks mange billeder af Mariana udstråler den frihedstrang, som prinsessen måtte have fælles med kunstneren. På Velazquez" billede ser prinsessen tynget og vred ud i sin snærende stramme kjole, som symboliserer den bundne tilværelse, hun må trækkes med resten af livet. Kjeldbæks "Mariana" har frigjort sig. Hun omgives af et væld af farver, hendes blik er erotisk udfordrende, hendes hånd åbner sig imødekommende. Hun vil selv bestemme over sit liv. Det hvide tørklæde, som også ses på Velazquez' maleri, sidder løst i hånden, som om hun vil lade det falde. Kom endelig og saml det op, signalerer blikket i øjnene. Der er ofte to motiver sammen i Bentemarie Kjeldbæks billeder: Maria med barnet, tyren og toreadoren, hofdamen og narren, markedsdamen og fisken eller krebsen. Miro optræder som tyrefægter i et billede med abstrakte figurer a la Miró. Tyren er blot symboliseret ved en seglformet figur, og figurerne synes at svæve frit og aggressivt i rummet. På et andet billede: Miró danser, udfører de farverige legemer en livlig, svævende og frigjort dans. Man kunne også kalde værket: Opfordring til dans. Det er også det, Kjeldbæk opfordrer til. Denne fremragende udstilling er yderst opløftende at overvære. Den har alt det gode med fra den klassiske kunsthistorie, men den er tilsat Bentemarie Kjeldbæks sprudlende livsglæde, stærke farver, personlige former og budskaber. Selv nogle billeder, der er i rene gråtoner, virker yderst intense i kraft af formernes udtryk og den kompositoriske opbygning. Man forlader nødigt denne udstilling, men man gør det dog i opløftet stemning. Leif Bøgh kultur@nordjyske.dk Bentemarie Kjeldbæk Hofnar Galerie Provence Til 20. april