Bortførelser

Eneste måde at vise utilfredshed med Israels bombardamenter

Har mistet søster, nevø og flere andre familiemedlemmer

Talsmanden for demonstranterne, Basem Malik, forstår ikke, at verden lader Israel bombe videre i den verserende konflikt. FOTO: PER KOLIND

Talsmanden for demonstranterne, Basem Malik, forstår ikke, at verden lader Israel bombe videre i den verserende konflikt. FOTO: PER KOLIND

AALBORG:Demonstrationen mod Israel har ikke så mange deltagere, som arrangørerne har regnet med, fortæller talsmanden for gruppen, Basem Malik, der selv er palæstinenser. - Men folk vil gerne ud og vise deres mening om konflikten dernede, som vi ser som Israels aggression, siger Basem Malik. Han regner egentlig ikke med, at demonstrationen nytter noget, for selv om millioner demonstrerede mod krigen mod Irak, så kom den alligevel. - Hele verden er ikke i stand til at stoppe Israel, men demonstrationen er en måde at udnytte de rettigheder, som vi har, siger Basem Malik. Han afviser, at Hizbollah også har et ansvar for konflikten, selv om det er deres tilfangetagelse af to israelske soldater, der i første omgang udløste konflikten. - Israelerne har 10.000 arabere i fængsel. En har siddet der i 35 år. Hizbollah bortfører to for at få frigivet 10.000. Men Israelerne benytter sig af Hizbollah til at sætte sig i offerets rolle, siger Basem Malik. En af deltagerne i demonstrationen er 42-årige Mohamed Siad, der har boet i Danmark i 13 år. Han var sammen med sin kone og fem børn på ferie i Sydlibanon, da krigen brød ud. - Der var bombardementer over det hele i Sydlibanon, og det gik mest ud over de civile, fortæller Mohamed Siad. Søster og søn dræbt Han oplevede krigens gru på nærmeste hold, da hans søster og hendes søn blev dræbt af et israelsk dybdemissil, som trængte ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Derudover er flere andre af hans familiemedlemmer dræbt. - Mine børn har aldrig oplevet krig, så de fik et chok. Det var svært at forlade min familie i den situation, siger Mohamed Siad, der ikke er i tvivl om, hvorfor han er på gaden til demonstration. - Det er i protest mod, at hele verden, USA og EU sidder og glor, mens min familie, mit folk og mit fædreland bliver ødelagt. Der er ingen etniske danskere med i demonstrationen fra starten, men enkelte slutter sig til mod slutningen. En af dem er Otto Simonsen, som tilfældigt kommer til inde på Gammel Torv. - Jeg deltager for at vise min foragt overfor det, som Israel foretager sig lige nu. Så kan man også se, at der er en dansk opposition til det, som der foregår, siger Otto Simonsen.