Eneste mål: Undgå nedrykning

Alle nordjyske håndboldhold i 2. division er beskedne

Hals 26. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Alle de otte nordjyske hold i de to 2. divisioner for henholdsvis mænd og kvinder har et eneste fælles mål: at undgå nedrykning. Ingen satser på at rykke op i 1. division, men er tilfreds med at overleve i deres nuværende rækker. Det, der gør, at holdene har beskedne mål for den ny sæson, er, at rækkerne igen i år er præget af ligaholdenes andethold, som alle er stærke, og hvor mange spillere på fuld tid er med. Andetholdene kan ikke rykke op, og det gør, at man måske som nummer fire eller fem kan sikre sig en oprykningsplads igen, men det gør det svært at spå om ret meget. Andetholdenes styrke bestemmes nemlig i høj grad af, hvor mange skader der er på ligeholdene. Nordjyske har besøgt de otte Nordjyske klubber, få dage før den ny sæson går i gang i weekenden. Kvinder: Aalborg HK: - Kan vi overleve, er jeg meget tilfreds. Vi skal vende os til at spille i et meget højere tempo. 2. division nord er den klart stærkeste af 2. divisionerne, fordi der er så mange af ligeholdene, der har deres 2. hold i den række, siger træner HK-træner Jacob Rytter. - Vi har fået en nødvendig tilgang, og så er Ulla Kolding klar om et par uger efter at være blevet mor, og med hendes rutine bliver hun en vigtig spiller for os, tilføjer Jacob Rytter. Tilgang: Anne Funch, Sindal, Mette Sørensen, LSU, Ulla Skibsted, Hals. Afgang: Nina Christensen, gravid, Helle Henriksen, stoppet. Træner: Jacob Rytter. Horne KFUM: - I sidste sæson røg vi ned i kampen om at undgå nedrykning lige til slut, og målet for denne sæson er, at det skal være knap så spændende i år. Så kan vi holde os fri af nedrykningspladserne, vil jeg være tilfreds, siger Tonni Kjær. Tonni Kjær er tilbage som Horne træner, efter to års fravær hvor han har fortalt lærer i Argentina om håndbold, trænet en klub på Grønland og været rejseleder i Mexico. Tilgang: Vinnie Oddershede, Sindal. Afgang: Helle B. Horne, Ulla Hansen, stoppet, Maria Engberg. Træner: Tonni Kjær (Thomas Hørlyck). Taars : - Det bliver igen en division, hvor ligareserverne vil komme til at dominere, og et par af dem er meget stærke. Vi har tre lokalopgør mod Horne, Hjørring og Frederikshavn inden for de første fire kampe, så vi får hurtig mulighed for at bedømme, hvor vi vil komme til at ligge i denne sæson, siger Taars-træner Morten Holmen Jensen. - Nyoprykkede Kollind-Lind forventer jeg mig meget af. De har fået tilgang af flere spillere fra Ikast, og de er mit bedste bud på at blande sig i topkampen, sammen med divisionsreserverne. Tilgang: Ann Jensen, Hjørring. Afgang: Bente Hansen, barsel, Gitte Lilholt, trapper ned. Træner: Morten Holmen. HF Hjørring. - Jeg har mistet næsten et helt hold. Derfor er der kun et mål, og det er, at holde os fri af nedrykningen. Den store afgang af spillere gør, at et nyt ungt hold skal spilles sammen, siger Hjørrings træner Jens Beerman. Tilgang: Louise Kragsgaard, Helle Møller op fra ynglinge, Pernille Holst startet igen. Afgang: Ann Jensen, Taars, Anne M Klinge barsel, Lone Hansen, barsel, Mette Bugge, Jeanne Eg, spiller på 2. holdet. Tanja B. Olesen, stoppet. Træner: Jens Beerman. Frederikshavn: - Vi skal selvfølgelig blive i rækken, men det er mindst ligeså vigtigt, at vi udvikler spillere til ligaholdet. Det er ungt hold med masser af talent, og vi venter os meget af de ynglingespillere, der i sidste sæson spillede i LSU Sæby, siger Gitte Bast. Tilgang: Sarø Rømer, Tanja Jensen, Marlene Vejrum, LSU Sæby. Afgang: Karine Larsen, spiller på jyllandsserieholdet. Træner: Gitte Bast (Michael Christensen) Mænd: Aalborg KFUM: - Vi har et ungt hold, der skal spilles sammen. I sidste sæson var vi ude at spille om at blive i 2. division, og det vil vi altså ikke i år, siger Aalborg-træner Jesper Stick, der er tidligere førsteholdsspiller i både Vadum og Aalborg HSH, og som i år er på sin første opgave som træner - Truppen er meget smal, og vi er sårbare over for skader, siger Jesper Stick. Han skal selv være spillende træner for holdet, og det betyder, at den tidligere Aalborg KFUM førsteholdstræner Peter K. Bertelsen er udskifningsleder til kampene, og han hjælper Jesper Stick med træningen. Tilgang: Michael Jensen, Brønderslev. Afgang: Jesper Jensen, Brønderslev. Træner: Jesper Stick (Lars Bloch) Frederikshavn: Sidste sæsons to topscorere - veteranen Peter Laigaard og Morten Nysum - er begge stoppet og da flere andre også er stoppet, skal den ny træner Hans Hessellund spille et næsten nyt hold sammen. - I første omgang er målet at holde os på den rigtige side af nedrykningsstregen. Vi har spillet træningskampe mod en del af holdene fra divisionen, og det tyder på en række, hvor jævnbyrdigheden bliver utrolig stor. Det er et nyt hold, vi skal have spillet sammen, det er som at starte forfra igen, siger hans Hessellund. - Vi har rykket ynglingespillere op som andethold, og det giver over 20 til træning hver gang. Det har virkelig været en gevinst. Ingen af ynglingespillerne vil i starten trænge sig på til førsteholdet, men det er et spørgsmål om at udvikle de unge talentfulde spillere, tilføjer Hans Hessellund. Afgang: Peter Laigaard, Morten Nysum, stoppet. Træner: Hans Hessellund (Erik Borup). Aalborg HK: - Som nyoprykket er det selvfølgelig et mål i første omgang at blive i rækken, men det er mindst ligeså vigtigt at udvikle hver enkelt spiller, så de bliver bedre håndboldspillere, som på lang sigt selvfølgelig også er til glæde for holdet, siger HK-træner Michael Brix. Tilgang: Tue Holm, Viby, Morten Wagener, Aalborg KFUM, Steffen Hedebrandt, Visse. Træner: Michael Brix -niss.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...