Overenskomster

Enevældig stil har sin pris

LO-forbundene 3F og Dansk El-Forbund barsler med at indførelse af en ny fond ved de kommende overenskomstforhandlinger, således at de gule, hvem de så end måtte være (3F var i sin oprindelse gul), skal bidrage til overenskomsternes tilblivelse/vedligeholdelse.

Derved vil LO-fagforeningerne kunne sænke kontingenterne sådan at den katastrofale medlemsflugt derved kan vendes. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ser en fare for LO-forbundene ved dette, som han udtaler til Fagbladet 3F: "Har man røget en fredspibe, og så kan man ikke kritisere dem for noget som helst". Citat slut Det måtte jo komme. I længden kan et system, der i en menneskealder har ført sig frem enevældigt med ensidige pengetunge politiske kampagner, ikke overlebe. Et system, der i mange år ikke har fulgt med samfundsudviklingen, og derfor er kommet i disharmoni med store grupper af sine medlemmer, hvor man i stedet for at søge mod midten af medlemsskaren valgte minutiøst at forfølge og sågar stille krav om, at fyre lønmodtagere hvis de valgte LO-fagbevægelsen fra til fordel for politisk uafhængige fagforeninger. Naturligvis måtte dette billede ændre sig, især efter at vi i Danmarks Frie Fagforening (http://www.dff.net) i januar 2006 vandt sagen ved Menneskrettighedsdomstolen hvor staten Danmark blev dømt og vi derved fik fagforeningsfriheden i Danmark. Den nyvundne frihed har rigtig mange benytte sig af. Så mange, at man nu ryster i bukserne hos aftalemonopolhaverne. Kreativiteten kender da heller ingen grænser for, hvordan man søger at beholde sit monopol. Jeg har meget stor sympati for, at alle, der nyder godt af overenskomsten, også må bidrage til at få en fornuftig aftale i hus. Men at det skal foregå på den måde, som de to LO-fagforeninger har beskrevet med store uigennemskuelige bureaukratiske fonde, er jeg uenig i. De mennesker, der bidrager, må også have indflydelse på, hvad der skal kræves, hvem der skal forhandle og hvad der som bundlinje kan accepteres ved en forhandling. Hvis der på en arbejdsplads er to fagforeninger repræsenteret, hvad skulle hindre de to i at forhandle sammen og bidrage sammen til resultatet? Jo! Naturligvis dette, som Flemming Ibsen antydede: Man ville ikke længere over for alverden kunne udråbe frie fagforeninger som nassere. Det er vel det egentlige problem. Man vil ikke længere kunne tørre sin egen utilstrækkelighed af på andre. Jeg er naturligvis også meget enig i, at der i forhold til filantropiske foretagender som f.eks. ASE, Job og Liv og Det Faglige Hus er et problem. Disse sammenslutninger, eller hvad man nu skal kalde dem, er så atypiske i forhold til det, der benævnes fagforening, at man her må gå andre veje. Alene de fantasifulde lave kontingentstørrelser viser jo, at der her ikke er kræfter til at løfte noget som helst og da slet ikke i forhold til overenskomster. Her må man gå andre veje og indskrive i overenskomsten hvem den omfatter og hvem ikke. De, der vælger disse sammenslutninger, må derfor hjælpe sig selv eller vælge foreninger, der vil og kan bidrage til overenskomstarbejdet.