Enevoldsen sæson-etter

Thomas Enevoldsen levede i allerhøjeste grad op til cheftræner Erik Hamréns tillid. Foto: Michael Koch

Thomas Enevoldsen levede i allerhøjeste grad op til cheftræner Erik Hamréns tillid. Foto: Michael Koch

AALBORG:Sidste forår blev han kun sparsomt benyttet som indhopper, men siden har Thomas Enevoldsen i den grad markeret sig på AaB's mandskab i SAS Ligaen, at han på en rangliste over hele sæsonen rangerer som holdets bedste spiller. I efteråret spillede AaB-kometen sig helt til tops på NORDJYSKE's karakterskala med et gennemsnit på 3,62, og selv om han i foråret måtte nøjes med sjettepladsen, erobrer han den samlede førsteplads med et snit på 3,59. Andreas Johansson og Thomas Augustinussen deler andenpladsen med hver 3,54, mens forårets vinder, Karim Zaza, besætter fjerdepladsen med 3,38. Thomas Enevoldsen fik en forrygende start på foråret, idet vi kårede ham som bedste AaB'er i de tre første kampe og i to af dem honorerede hans indsats med et 5-tal (glimrende). Senere på foråret løb U21-landsholdsspilleren dog ind i et lille formdyk, der udmøntede sig i, at han tre gange måtte tage til takke med et 2-tal (under middel), uden at det bortviskede indtrykket af en helt forrygende sæson for stortalentet. Syv spillere med få kampe NORDJYSKE's rangliste for foråret omfatter de 14 spillere, der i mindst fem af de 15 kampe har været på banen i mere end en halv time. AaB har i løbet af foråret benyttet yderligere syv spillere: Jón Rói Jacobsen, Anders Due, Benedict Vilakazi, Caca, Simon Bræmer, Patrick Kristensen og Ronnie Schwartz. abel