Enevoldsen skal på mål

AALBORG:Når AaB's andethold i fodbold i eftermiddag gæster Varde, er det med Enevoldsen i debut på målmandsposten. Simon Enevoldsen - U/19-spiller og yngre bror til Thomas - er manden, som skal stå på mål, da den normale 2. divisionsmålmand Simon Sloth skal med Superliga-holdet til dagens kamp i Odense mod OB, som gardering for Karim Zaza. Rokeringen er afstedkommet af, at Kenneth Stenild er skadet. Til gengæld får AaB's andethold så tilført noget rutine i marken, idet Kasper Risgård efter skadespause nu skal i kamp igen. - Så må vi se, hvor meget og hvor længe, han kan klare det, siger træner Finn Christensen. Han sætter sin lid til, at AaB-holdet kan fortsætte den opadgående kurve, holdet har vist, og som har givet syv point i de seneste tre kampe. Men Varde har i denne sæson sendt fire af fem gæsterne hold hjem med nederlag, og senest var sydjyderne i stand til at vinde 3-1 hos AGF. - Sådan et hold skal man have respekt for, siger Finn Christensen, der kun kan håbe på et da capo fra sidste besøg i Varde. Da vandt AaB let og ubesværet med 4-0.