Jammerbugt

Engang var bankospil i Kaas dyrt

I 1958 kostede en bankoplade 3,50 kr. - det er over 43 i nutidskroner - nu koster den en ti'er m. kaffe.

Det er meget billigere at leje forsamlingshuset i dag end for 50 år siden, har formanden, Berthel Holland Sørensen, beregnet. 
Arkivfoto: Erik Sahl.

Det er meget billigere at leje forsamlingshuset i dag end for 50 år siden, har formanden, Berthel Holland Sørensen, beregnet. Arkivfoto: Erik Sahl.

Prisen for en bankoplade til foreningen Bankoens Venners spil i Kaas Forsamlingshus er det rene fund, når der sammenlignes med, hvad det kostede at spille for 50 år siden, da stedet blev taget i brug. Det er også blevet meget billigere at leje huset. I anledning af jubilæet, der fejres lørdag 13. december, har formanden Berthel Holland Sørensen kigget på priser og lavet beregninger med hjælp fra Danmarks Statistik. 100 1958 kroner svarer til 1.233 i dag. - Bankopladeprisen på 3,50 kr. i 1958 skulle så i dag være på 43,15. Men den er kun 10 kr. inkl. en kop kaffe, oplyser han. Der spilles også mange flere spil nu hver spilleaften end dengang. I 1958 blev der spillet 20 spil mod 58 nu. Det er også meget billigere at leje huset nu end dengang. - I 1958 var der heller ikke noget, der hed moms. Udlejningsprisen af forsamlingshuset var 200 kr. Det svarer til 2.466 kr. netto. Vi lejer ud til 1.800 kr., men skal aflevere 20 pct. i moms, så vi netto får 1.440 kr., fortsætter Berthel Holland Sørensen. Skulle forsamlingshuset have lige så meget i kassen efter en udlejning som i 1958, ville regningen lyde på 3.080 kr. med moms. Det fremgår ikke af de gamle protokoller, hvad det kostede at bygge forsamlingshuset. Byens nye. Bestyrelsen holdt ifølge Berthel Holland Sørensen flittigt møder en gang om ugen og noterede omhyggeligt, hvem der var fraværende. Men der blev aldrig skrevet om beslutningerne. Bortset fra, at salget af det gamle forsamlingshus ikke måtte udlejes til sammenkomster. Det ligger i Langgade ved rundkørslen og har siden været privat beboelse.