Engell: Løkke er presset

Lars Løkkes tilbud om nye skatteforhandlinger viser en presset formand, der sender den varme kartoffel videre.

Engell: Løkke er presset

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sender den varme kartoffel tilbage til regeringen, og gør sit problem til regeringens problem.

Det siger politisk kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell.

- Venstre vil ikke have siddende på sig, at de overhovedet ikke vil tale med regeringen, men omvendt ligger det ikke i kortene, at der kan laves et forlig med regeringen, siger han.

Lars Løkke Rasmussen siger til TV2 Nyhederne fra Rio de Janeiro, at han fredag sender en forhandlingsdelegation til Finansministeriet, klar til at forhandle skat med regeringen.

- Jeg har lagt en skitse frem, som rummer masser af kompromismuligheder, siger han og henviser til den plan, som regeringen i weekenden forkastede som "markant underfinansieret".

Hans Engell mener, at det, vi ser, er en presset Lars Løkke Rasmussen, der nu erkender, at Venstre ikke er sluppet "alt for kønt" ud af den sidste uges skattedebat og hans tur til Rio.

- Derfor melder han, at han er klar til at komme til forhandlingsbordet. Men det er værd at notere, at der ikke er nogen nye politiske frontforandringer. Det hele er mere et spil for galleriet, vurderer Hans Engell.

Venstre melding er ikke kun problematisk for regeringen, men også for Enhedslisten. For et langt forhandlingsforløb med Venstre og de andre borgerlige partier, vil betyde, at tiden går.

En aftale skal være på plads senest mandag eller tirsdag i den kommende uge.

- Venstre gør med denne manøvre sit problem til regeringens problem. Det sidste hårde opløb i skattedebatten kan godt gå hen og blive noget kludder, siger Hans Engell.

Lars Løkke understreger i TV2 Nyhederne, at Venstre ikke er parat til at pille ved rentefradragsretten for boligejerne og forringe forholdene for pensionisterne.

/ritzau/