Engell: Nu indgår regeringen aftale med EL

Enhedslisten indgår aftale med regeringen - Venstre er ude af skatte-forhandlingerne, vurderer kommentator.

17. juni 2012 16:16 - Opdateret 17. juni 2012 16:18

Engell: Nu indgår regeringen aftale med EL

Regeringens kolde skulder til Venstres skatteudspil betyder, at Enhedslisten kommer til forhandlingsbordet og indgår en aftale med regeringen i løbet af den kommende uge. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Selvom økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), slår fast, at samarbejdet mellem Venstre og regeringen ikke er slut, tror Engell ikke på, at det ender med et forlig mellem regeringen og Venstre.

- Det, vi oplever nu, er indledningen på sammenbruddet i skatteforhandlingerne mellem regeringen og Venstre. Nu handler det i høj grad om at placere ansvaret. Det er et spil om sorteper. Hvem skal have ansvaret for sammenbruddet?, siger han til Ritzau.

Ifølge ham er Venstre ude af forhandlingerne inden for få dage, og derfor er hans bud, at Enhedslisten bliver det parti, der kommer til at indgå et forlig med regeringen.

- Nu tror jeg, at Enhedslisten hurtigt kommer til forhandlingsbordet. Jeg forventer, at der ligger en aftale mellem regeringen og Enhedslisten klar inden udgangen af næste uge. Derfra har de så en uge til at afslutte arbejdet i Folketinget, siger han.

- Også fordi de er under stort tidspres. De skal jo være færdige i løbet af et par uger, derefter går hele Danmark og det politiske system på ferie, og Thorning skal til Europaparlamentet og afslutte formandskabet, tilføjer han.

Politisk redaktør på TV2, Anders Langballe, er enig med Engell og siger, at forhandlingerne mellem regeringen og Venstre om en skatteaftale nu stort set er brudt sammen.

- Det er svært at se, hvordan regeringen og Venstre kan forhandle videre. Parterne står så stejlt over for hinanden, at vi er meget tæt på et endeligt sammenbrud i forhandlingerne, siger han til TV2 Nyhederne.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...