Engelsk fodboldklub overvejer at sagsøge egne spillere

To spillere er ikke mødt op i Sunderland før sæsonstart. Den ene er endnu væk, mens den anden er ude af form.

Fodbold 12. september 2018 12:14

Den engelske fodboldklub Sunderland undersøger muligheden for at sagsøge to af klubbens egne spillere.

Det fortæller formand Stewart Donald til radioprogrammet Talksport, efter at Didier Ndong fra Gabon og senegaleseren Papy Djilobodji ikke er mødt ind i rette tid efter sommerpausen.

- Jeg er helt sikker på, at vi har lov til at give dem en bøde.

- Men spørgsmålet er, om de har gjort nok til at bryde deres kontrakter, så vi kan afslutte kontrakterne og sagsøge spillerne for bevidst at devaluere sig selv, siger formanden ifølge Sky Sports til Talksport.

Didier Ndong er endnu ikke mødt op i den tidligere Premier League-klub, der i øjeblikket spiller i den tredje engelske række, League One.

Holdkammeraten Papy Djilobodji mødte til gengæld op i sidste uge, men han var ude af form.

- Spillerne er forpligtet til at møde op i en kondition, hvor de kan spille fodbold. I virkeligheden kunne jeg nok have slået ham i de fleste målinger, da han vendte tilbage, siger Stewart Donald.

24-årige Didier Ndong var udlejet til Watford i sidste halvdel af sidste sæson, mens Papy Djilobodji optrådte i franske Dijon på en lejeaftale.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...