Engelsk gudstjene-ste igen

EMNER 28. september 2002 08:00

TRANUM: Søndag holdes der igen engelsk gudstjeneste i Tranum Kirke, denne gang en høstgudstjeneste. - Det varierer meget, hvor mange der kommer til disse gudstjenester, og det skyldes uden tvivl, at det er svært at finde en effektiv måde at kontakte de mange fremmede på, som rent faktisk lever i vor midte. Vi har jo hele debatten kørende om det multietniske samfund, og mange kæmper en brav kamp for at bevare det, som vi forstår ved den danske kulturarv, siger sognepræst John Kristensen. - Men skaden er sket, hvis man synes det er en skade. Vi er allerede blevet et multietnisk samfund, og det står ikke til at ændre. Spørgsmålet er meget mere, hvordan vi finder en god måde at integrere de fremmede på. Mange af dem er faktisk kristne, hvilket ofte kan komme bag på os, for vore fordomme rummer jo bl.a. et billede af dem som en stor flok muslimer. Også for Kirken gælder det, at vi skal være åbne for den fornyelse, som de på mange måder kan bringe os. Dette er yderligere en grund til, at vi bør modtage dem med åbne arme og lade dem mærke, at vi regner dem som hørende med. Derfor fortsætter vi med disse gudstjenester og håber, at rygtet om dem vil gå fra mund til mund, og samtidig opfordrer vi også ærkedanskerne til at komme og være med, for vi har så absolut også noget at bringe dem. Derfor slutter vi også de engelske gudstjenester med kirkekaffe, for at vi kan få mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Mange er bange for sprogbarrieren, men faktisk har vi ikke nogen grund til den bekymring, for de allerfleste af dem kan allerede lidt dansk og er interesserede i at lære meget mere. Derfor er det vort oprigtige ønske, at der kommer rigtig mange - både udlændinge og danskere, slutter sognepræsten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...