Engelsk i praksis

Friskoleelever fra Hobro tager til Skotland

Skolevæsen 9. september 2008 22:05

Engelskkundskaberne kommer på en prøve, når 16 elever fra Hobro Friskole onsdag drager mod den skotske hovedstad, Edinburgh. Eleverne skal indlogeres hos skotske værtsfamilier, hvor den skotske dialekt skal prøves af på nærmeste hold. - Vi har haft om Skotland og Edinburgh i skolen og øvet os i at sige noget fornuftigt til dem, vi skal bo hos, udtaler Anne Wortmann Hun er en af de elever fra 7. og 8. klasse, der skal af sted. Desuden har alle elever taget en gave med til deres værtsfamilier; nemlig filmen og bogen "Danmarks Flotteste Fjord", der handler om Mariager Fjord. - Måske får de lyst til at besøge os en anden god gang, når de ser filmen, siger Heidi Svejstrup Jensen, klasselærer, Hobro Friskole. Udover overnatning hos de lokale skal elever og lærere blandt andet besøge Edinburgh Castle og på heldagstur til Pitlochry, hvor de skal opleve de berømte "Scottish Games" med pælekast, tovtrækning og stenkast - naturligvis iført kilt. Mætte af skotske indtryk vender eleverne tilbage til Hobro 16. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...