Engelsk landstræner sender skadeplaget back hjem

Luke Shaw kommer ikke i aktion mod Slovakiet. Sam Allardyce har sendt ham hjem til Manchester United.

Ritzau
FBL-ENG-PR-MAN UTD-SOUTHAMPTON Foto: Scanpix/Oli Scarff
3. september 2016 20:23

Luke Shaw missede stort set hele den seneste sæson med et brækket ben, og venstrebacken er endnu ikke helt tilbage til sit gamle jeg endnu.

Den engelske landstræner Sam Allardyce har i hvert fald sendt ham hjem til Manchester United forud for VM-kvalifikationskampen mod Slovakiet. Det skriver Det Engelske Fodboldforbund, FA, i en pressemeddelelse.

- Venstrebacken sad over i dagens træning på St. George's Park, fordi den medicinske stab doserer hans arbejde.

- Danny Rose skal starte mod Slovakiet i Trnava i morgen (søndag, red.), så Shaw har fået lov til at tage til Manchester og træner med sin klub som en forebyggende handling, skriver FA.

21-årige Luke Shaw har ellers fået en god start på sæsonen med masser af spilletid.

Han fik 69 minutter i Community Shield-kampen mod Leicester. I de tre første ligakampe er det blevet til fuld tid, og mod Southampton lagde han op til et af kampens to mål.

Shaw, der har seks landskampe på CV'et, pådrog sig et dobbelt benbrud i en Champions League-kamp mod PSV Eindhoven sidste år. Han fik comeback i år i en sommerkamp mod Wigan.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...