Turisme

Englændere skal trækkes til Aalborg

Når Sterling den 18. september åbner to nye flyruter fra Aalborg til København og London skal det gerne betyde flere turister til Aalborg og Nordjylland.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Flemming Thingbak, Aalborg City, vil hurtigst muligt finde samarbejdspartnere til markedsføringen.

Sådan lyder budskabet fra både Aalborg Turist og Kongres Bureau samt Aalborg City. Sammen med blandt andet Turistudviklingsfonden Nordjylland vil man nu gå i gang med at lave en markedsføringskampagne, der henvender sig til briterne. - Det er en meget glædelig nyhed at Sterling har startet tre nye ruter fra Aalborg. Og vi vil hurtigst muligt sætte os ned med de relevante partnere, og se på hvordan vi bedst muligt kan markedsføre Aalborg og Nordjylland som et sted, hvor englænderne skal tage på ferie, siger direktør i Aalborg City, Flemming Thingbak. Store muligheder Hos Aalborg Turist og Kongres Bureau har man længe arbejdet sammen med Sterling om at skabe en flyrute fra Aalborg til London. Derfor glæder man sig naturligt over, at aftalen nu er på plads. - Vi ser store muligheder i at få engelske turister til Nordjylland, så derfor glæder vi os naturligt over, at vi nu får en direkte rute til London, fortæller udviklingskoordinator Peter Hermansen. Han mener især at Nordjylland kan tiltrække mange turister på grund af den flotte kultur. Mange kulturelle tilbud - Jeg tror at mange englændere vil være interesseret i de flotte kyststrækninger og badestrande som vi har i området. Derudover skal vi også forsøge at promovere mange af de kulturelle aktiviteter og tilbud, der foregår i Aalborg, siger Peter Hermansen, og henviser blandt andet til teaterscenen. For at få flest mulige englændere til at blive opmærksomme på Aalborg og Nordjylland, planlægger Alborg Turist og Kongres Bureau ifølge Peter Hermansen, at samarbejde med Visit Denmarks kontor i London. - De har naturligt et godt kendskab til landet og ved hvad man skal gøre for at lokke englænderne herover, fortæller han.