England går ned i Montenegro: Uafgjort igen

England og Montenegro kæmper om en VM-billet i gruppe H, og de to nationer spillede igen-igen uafgjort.

England går ned i Montenegro: Uafgjort igen

Manchester Uniteds Wayne Rooney gav England en drømmestart i den svære udekamp i Montenegro i VM-kvalifikationen, men det var ikke nok.

For trods 1-0-målet på hovedstød efter bare seks minutter af kampen, måtte englænderne nøjes med 1-1 og erkende, at de har svært ved at få has på montenegrinerne.

De to nationer mødtes også to gange i kvalifikationen til sidste års EM-slutrunde, og det endte begge gange med uafgjort.

Dejan Damjanovic udlignede tirsdag for hjemmeholdet et kvarter før tid, og mens England var spilstyrende før pausen, var hjemmeholdet bedst efter pausen.

Trods en skidt anden halvleg af England var Steven Gerrard dog tæt på at sikre England sejren i slutfasen, men det blev altså ved 1-1.

Det uafgjort resultat betyder, at Montenegro fortsat topper gruppe H med 14 point for seks kampe, hvilket er to flere end England, der også har spillet seks kampe.

Ingen af holdene har endnu tabt i VM-kvalifikationen, England har vundet tre kampe og spillet tre kampe uafgjort, mens Montenegro har vundet fire og spillet to uafgjort. Det lugter af en gruppefinale, når de to nationer mødes igen i oktober.

Ukraine og Polen kan dog begge nå at blande sig i kampen om andenpladsen. Ukraine vandt tirsdag aften 2-1 hjemme over Moldova, mens polakkerne hentede en pligtsejr på 5-0 over San Marino.

De to nationer har begge otte point for fem kampe - og er i realiteten tættere på topholdene, end stillingen i gruppen umiddelbart antyder.

I gruppe A slås Belgien og Kroatien om den direkte VM-billet, for alle andre synes sat helt og aldeles af i det kapløb. Begge nationer var i ilden tirsdag, og begge vandt.

Belgien sejrede hjemme 1-0 over Makedonien, mens kroaterne vandt 2-1 i Wales.

Dermed har begge tophold 16 point for seks kampe - og ingen af dem har tabt. Det ligner en vild afslutning på gruppen i oktober i Kroatien.

I Serbien hjalp en gruppe kiltklædte skotske fans med at rydde banen for sne, så der overhovedet kunne spilles, men serberne viste ingen taknemmelighed, da kampen gik i gang.

2-0 vandt serberne og fik dermed et lille plaster på såret efter fredagens nederlag til Kroatien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst