England mister Chelsea-spiller før EM

Forsvareren Gary Cahill går glip af EM i fodbold. Martin Kelly er i stedet indkaldt til Englands trup.

England mister Chelsea-spiller før EM

England er ramt af endnu et afbud til EM-slutrunden i Polen og Ukraine.

Chelsea-forsvareren Gary Cahill kommer ikke med, efter at han lørdag pådrog sig to brud på kæben, et i hver side, da England vandt 1-0 over Belgien i en testkamp på Wembley.

Gary Cahill blev skubbet ind i Englands målmand, Joe Hart, hvilket forårsagede de to brud.

I stedet for Gary Cahill har Englands landstræner, Roy Hodgson, udtaget Liverpool-forsvareren Martin Kelly.

England har i forvejen måttet sige farvel til flere spillere før EM på grund af skader.

Den mest markante er Chelseas midtbanespiller Frank Lampard.

Derudover er også midtbanespilleren Gareth Barry fra Manchester City og tredjemålmanden John Ruddy fra Norwich røget ud af den engelske trup med skader.

Til gengæld kan Roy Hodgson glæde sig over, at midterforsvareren John Terry er blevet sin skade kvit.

England skal møde Frankrig den 11. juni i den første gruppekamp ved EM.

/ritzau/