Englene kommer til at synge i Kulturstationen

SKØRPING: Det bliver musik på højt niveau, der kommer til at lyde torsdag 10. marts på KulturStationen i Skørping. Gerhardt Kløve Jakobsen, Skørping Sang- og Musikforening, forsikrer i hvert fald, at det vil " genlyde af liflig kammermusik spillet af to højt estimerede repræsentanter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium". De to er Amalie Malling på piano Morten Zeuthen på cello. - De to kunstnere har i en årrække været blandt eliten i dansk musikliv og har begge sat sig spor i Kontra Kvartetten, hvor Morten Zeuthen gennem 27 år deltog i mere end 1000 koncerter, fortæller Kløve Jakobsen. Programmet i Skørping vil "give en vidtspændende oplevelse af 1800-tallets duo-kammermusik" startende med Beethovens variationer fra 1801 over "Bei Männern welche Liebe fühlen" fra Mozarts opera Tryllefløjten. Herfra fortsættes over Schumanns "Fünf Stücke im Volkston" til Brahms Cellosonate i F-dur fra 1886. Koncerten er et led i de to kunstneres turné i Nordjylland, og da mange andre har taget imod tilbuddet om et besøg holdes koncerten en torsdag og ikke i en weekend som ellers vanligt hos arrangøren, Skørping Sang- og Musikforening. - Foreningen har denne aften - rent undtagelsesvist - aflyst den ugentlige koraften og satser på, at rigtig mange sangere og andre musikelskere vil benytte lejligheden til at høre kammermusik i en kvalitet, der kan sammenlignes med at "høre englene synge", hedder det fra foreningen.