Enhedslisten: Corydon-sms er utilstedelig

Regeringens støtteparti er forarget over finansminister Bjarne Corydons sms-pres under SAS-forhandlingerne.

Enhedslisten: Corydon-sms er utilstedelig

Finansminister Bjarne Corydon (S) får drøje hug fra Enhedslisten for den sms, som han sendte til formanden for kabinepersonalets fagforening CAU, Helge Thuesen, midt under de afgørende forhandlinger med SAS-ledelsen.

Her opfordrede ministeren på det kraftigste til, at CAU accepterede ledelsens krav om lønnedgang og forringede arbejdstider.

Finansministerens indblanding har vakt forargelse hos regeringen støtteparti, Enhedslisten.

- Det er helt utilstedeligt, at finansminister Bjarne Corydon blander sig direkte i igangværende forhandlinger om ændringer i kabinepersonalets overenskomst, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, i en pressemeddelelse.

- Det er opsigtvækkende, at en socialdemokratisk minister i den grad sætter ind for at forringe arbejdsforholdene for kabinepersonalet gennem lønnedgang, højere arbejdstid, længere arbejdsdage.

Ordføreren undrer sig i øvrigt over ministerens manglende tiltro til kabinepersonalet, der har lagt ryg til adskillige fyringsrunder og lønskæringer gennem flere sparerunder.

- Det står i skærende kontrast til den grænseløse tiltro til bestyrelsen for SAS og dens formand, Fritz Schur, finansministeren åbenbart nærer.

- Det på trods af, at bestyrelsen og direktionen for SAS har påført selskabet milliardtab gennem udenlandseventyr i Spanien, Baltikum og England, og således har været en stærkt medvirkende årsag til SAS nuværende tilstand, siger Henning Hyllested.

SAS' kabinemedarbejdere endte med at acceptere ledelsens krav. De er blandt andet gået med til at afstå fra en månedsløn hvert år. Desuden har de accepteret, at de kan kan komme til at arbejde op til 13 timer i træk på en dag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst