Enhedslisten freder ikke Socialdemokraterne

EMNER 2. marts 2003 07:00

KØBENHAVN: Enhedslisten vil ikke indgå en aftale for at frede en socialdemokratisk regering efter næste folketingsvalg. Det bestemte et stort flertal i går ved partiets årsmøde på Nørre Gymnasium i København. Med godt 120 stemmer mod 20-30 afviste de delegerede forslaget fra en "otte-bande" med bl.a. fhv. folketingsmedlem Søren Kolstrup. Ottebanden foreslog en "nagelfast aftale" med Socialdemokratiet. Her skulle Enhedslisten kræve nej til udlicitering, bedre overførselsindkomster, flere offentlige kerneydelser og stoppe alle angreb på samfundets svageste. Flertallet afviste forslaget efter en heftig debat, hvorunder en af forslagsstillerne, Ulf V. Olsen, modificerede forslaget. Det er affødt af stor frustration blandt mange medlemmer over valgnederlaget, som kostede Frank Aaen mandatet i Nordjyllands Amt. I valgkampen blev Enhedslisten af nogle vælgere slået i hartkorn med Socialdemokratiets politik. Derfor må partiet skærpe sin profil for ikke at blive identificeret med S og SF's "krybende holdning til ny-liberalismen og dens institutioner", som det hed i det forkastede forslag. Enhedslisten vil fortsætte diskussionen, mente Søren Kolstrup trods nederlaget. S og SF gennemførte i 90'erne nogle af de voldsomste privatiseringer og fastholder denne politik, sagde han. Enhedslistens årsmøde mødtes under mottoet "Krig kan stoppes" bag talerstolen. Den amerikanske advokat Michael Smith fortalte om massedemonstrationer i New York og Washington. Folketingsmedlem Søren Søndergaard afviste en krig mod Irak, som især handler om olie, fordi USA står for en fjerdedel af verdens forbrug, men producerer stadig mindre. Partiet er imod en krig, selv om den måtte få støtte i FN's Sikkerhedsråd, sagde han. Partiet sendte også 50 delegerede til en kurdisk demonstration i København mod frygten for en tyrkisk invasion i Nordirak. De returnerede i tide til gymnasiet for at nedstemme "Ottebanden" og bagefter blive underholdt af skuespilleren Flemming Jensen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...