Enhedslisten i kampagne: Regeringen svigter

Enhedslisten vil føre regeringen tilbage på sporet med en ny landsdækkende kampagne.

Enhedslisten i kampagne: Regeringen svigter

Godt nok er Enhedslisten regeringens parlamentariske grundlag, men partiet er langtfra et støtteparti. Det står klart i en landsdækkende kampagne under navnet "Regeringen tilbage på sporet", som Enhedslisten lancerer søndag, skriver Politiken.

I de kommende måneder vil Enhedslistens omkring 100 lokalafdelinger gå på torve og pladser med budskabet om, at regeringen har svigtet, skriver avisen søndag.

- Vi kan konstatere, at der er en tillidskrise i befolkningen, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.

- Derfor er det vigtigt at få talt med og lyttet til alle de mange, der havde forhåbninger til den nye regering, men som er blevet skuffede, fortsætter hun.

Hun afviser, at kampagnen direkte er rettet mod regeringen.

Siden regeringen indgik skatteaftalen med Venstre og de konservative, har Enhedslisten oplevet et sandt boom i antallet af medlemmer. 1500 har meldt sig ind, hvilket svarer til en medlemsfremgang på 17 procent på kun få uger.

Det er netop i det lys, at den kommende kampagne skal ses - ikke så meget i Enhedslistens selvpålagte opgave med at genskabe tilliden i befolkningen, vurderer lektor ved København Universitet Karina Kosiara-Pedersen, der forsker i politiske kampagner.

- Det er naivt at tro, at man fører den slags kampagner for alle vælgeres bedste. Selvfølgelig er det for at styrke deres egen position og komme til at stå bedre i meningsmålingerne, siger Karina Kosiara-Pedersen til Politiken.

Hun er ikke voldsomt imponeret over det samlede resultat, som Enhedslisten har fået ud af ni måneder med en gylden mulighed for at påvirke regeringens politik.

- Som situationen er lige nu, kan de ikke bruge deres fremgang til ret meget. Når man sammenligner med Dansk Folkeparti, fik de mere ud af at være regeringens parlamentariske grundlag, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.