Enhedslisten kræver flere svar fra Hækkerup i tolkesag

Forsvarsministeren får ny kritik for manglende svar i tolkesag. Enhedslisten klar med nye spørgsmål.

Enhedslisten kræver flere svar fra Hækkerup i tolkesag

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) bliver endnu engang kritiseret for ikke at svare fyldestgørende på spørgsmål om beskyttelse af de lokale tolke, der har arbejdet for de danske styrker i Afghanistan.

Efter et hastesamråd i Folketingets Forsvarsudvalg tirsdag om tolkesagen står Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, tilbage med flere ubesvarede spørgsmål.

- Jeg synes ikke, det gik godt for ministeren i dag. Det er dybt problematisk, at han ikke er i stand til at svare på de spørgsmål, vi stiller. Ikke mindst fordi det handler om liv og død for de her tolke, siger Villumsen.

Han vil nu i første omgang kræve flere skriftlige svar og en mere grundig redegørelse for at komme til bunds i sagen.

Det skal blandt andet være med til at afdække, hvad forsvaret og forsvarsministeren rent faktisk vidste om drabet på en afghansk tolk, der var på patrulje med en dansk enhed, tilbage i oktober 2011.

- Forsvaret har tydeligvis ikke styr på tolkenes sikkerhedssituation, men ministeren har gang på gang udtalt, at der ikke er nogen problemer. Det er simpelthen ikke holdbart, siger Nikolaj Villumsen.

Heller ikke fra den anden side af Folketinget var der tilfredshed med Nick Hækkerups svar - eller mangel på samme - efter samrådet.

- Jeg synes, det er meget beklageligt, at vi har en minister, der er ude af stand til at besvare selv meget simple spørgsmål, siger De Konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen, til TV2 News.

Under samrådet åbnede Nick Hækkerup op for, at det kan komme på tale at give asyl til otte afghanske tolke, der kommer fra Helmand-provinsen og vurderes til at være i særlig risiko for at blive udsat for repressalier på grund af deres engagement for Nato og de udsendte danske soldater.

- Det kan da godt være, at asyl er det rigtige svar. Det er bare ikke sikkert, at det er det. Det må bero på en individuel vurdering af det, sagde Nick Hækkerup på samrådet.

Tolke-sagen har flere gange bragt forsvarsministeren i vanskeligheder på Christiansborg, og han har ad to omgange skullet beklage, at han har givet forkerte eller upræcise oplysninger i sagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.