Enhedslisten lukker døren til vækstaftale næsten helt i

Støttepartiet holder lillebitte dør på klem, men mener, at der reelt ikke er noget at forhandle om.

28. februar 2013 17:49 - Opdateret 28. februar 2013 17:52

Enhedslisten lukker døren til vækstaftale næsten helt i

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen slår fast, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget at forhandle om i forbindelse med regeringens vækstplan.

- Vi har ikke noget at forhandle om, så længe formålet er at tage fra mennesker, der har meget meget lidt at leve for, for at få skattelettelser i toppen. Men ringer de, så kommer vi selvfølgelig, siger Johanne Schmidt-Nielsen efter et møde i Finansministeriet torsdag aften.

Det såkaldte sættemøde er et indledende møde, hvor partierne lægger sine synspunkter frem. Enhedslisten står imidlertid langt fra regeringens udspil til en ny vækstplan, men de rød-grønne holder dog en dør på klem for regeringen.

- Jeg håber, de kommer på bedre tanker. Det er mindre end to år siden, Helle Thorning-Schmidt sagde, at hun vil vælge velfærd frem for skattelettelser.

- Hvis hun skulle finde frem til det inde i sit hoved, skal hun være så velkommen til at ringe til Enhedslisten igen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten afviser at spare på kontanthjælp og SU samt at sænke selskabsskatten, som regeringen har lagt op til i sit udspil.

Liste Ø kræver en offentlig vækst på mindst 0,8 procent af bruttonationalproduktet BNP og afviser at skære to milliarder kroner i kommunernes drift. Samtidig skal kommunernes anlægsloft sløjfes.

Endvidere kræver partiet, at dagpengesystemet skal sikre større tryghed for ledige.

Enhedslisten betaler sine krav ved at spare fire milliarder kroner, fordi selskabsskatten ikke sænkes. Flere offentlige job betales ved at skærpe beskatningen af Nordsøolien, som regeringen har opgivet i sin vækstpakke.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...