Enhedslisten nærmer sig en skatteaftale

Enhedslisten skal forhandle skat i Finansministeriet igen i morgen. Der er stadig et stykke vej til en aftale.

Enhedslisten nærmer sig en skatteaftale

Efter tre en halv times forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) om en skatteaftale forlod Enhedslistens forhandlere Finansministeriet onsdag aften.

Men politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen forventer, at partiet møder op igen torsdag til videre forhandlinger.

- Vi har ikke lavet en aftale i aften. Der er fortsat ting, der skiller os. Vi forhandler stadig for at få en bedre social profil i en ny skattereform, siger Johanne Schmidt-Nielsen til TV2 News.

- Vi ville ikke forhandle, hvis der ikke var noget at forhandle om, men der er et stykke vej endnu til en aftale, siger hun.

Forudsætningen for at Enhedslisten vil gå med til en lettelse i topskatten er, at regeringen helt dropper at skaffe tre milliarder kroner ved at lade overførselsindkomster til arbejdsløse og syge stige langsommere end planlagt.

- Det har vi slået fast fra dag ét, og det mener vi stadig, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Samtidig kræver hun, at der heller ikke i næste valgperiode bliver skåret i overførselsindkomsterne for arbejdsløse og førtidspensionister.

Også De Konservativ og Liberal Alliance bejler til regeringen, der i øjeblikket regner på deres udspil.

Fra Rio de Janeiro har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, meddelt, at han er parat til at indgå i forhandlinger med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), mens de begge er i den brasilianske storby, men det har statsministeren blankt afvist.

Venstre er ikke begejstrede ved udsigten til en rød skattereform.

Men skatteforhandlinger hører hjemme i Finansministeriet og ikke i Rio de Janeiro, mener statsministeren.

/ritzau/