Enhedslisten pudser statsrevisorer på Elbæk

Enhedslisten ønsker undersøgelse af kulturminister Uffe Elbæks arrangementer på AFUK. Venstre støtter kravet.

Enhedslisten pudser statsrevisorer på Elbæk

Enhedslistens Per Clausen ønsker, at statsrevisorerne undersøger beslutningsprocessen omkring kulturminister Uffe Elbæks (R) afholdelse af fem arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet, AFUK

Det sker, efter at Uffe Elbæk på et samråd i Folketingets Kulturudvalg har erkendt, at han af en embedsmand blev advaret mod at fortsætte praksis med at holde møder på AFUK, efter at ministerens mand var blevet ansat på stedet.

- Jeg vil spørge ministeren, om han ikke på baggrund af de uklarheder, der har været, er enig i, at det vil være godt at få belyst, hvordan beslutningsprocessen har været.

- En af måderne at få det belyst på er, at man for eksempel beder statsrevisorerne om at gennemføre en undersøgelse. Jeg mener, at på baggrund af det sidste svar her, så vil det være rimeligt at stille det krav, siger Per Clausen.

Også Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, mener, at oplysningen om advarslen til Uffe Elbæk danner grundlag for en uvildig undersøgelse.

- Jeg kan ikke se nogen anden udvej, end at Rigsrevisionen er med inde over.

- Alle dokumenter inklusiv håndnotater fra embedsmænd bør nu blive lagt frem, siger Michael Aastrup Jensen.

På baggrund af udtalelserne opfordrer Uffe Elbæk Folketingets Kulturudvalg til at rette skriftlig henvendelse til Statsrevisorerne for at bede om en uafhængig undersøgelse af sagen:

- Det vil være en god udgang på mødet. Det vil jeg ikke have nogen problemer med, siger Uffe Elbæk.

Statsrevisorerne vil formentlig bede Rigsrevisionen om at stå for selve undersøgelsen.

- Jeg har ingen problemer med at fremlægge alle de informationer, som Rigsrevisionen ønsker at få frem. Jo større gennemsigtighed jo bedre, siger Uffe Elbæk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.