EMNER

Enhedslisten står fast

EU: NORDJYSKEs artikel "Nej-fløjen går op i røg" (9.6.) rummer en beklagelig misforståelse omkring Enhedslistens EU-politik. Det er korrekt, som det fremgår af artiklen, at det blandt de opstillede ved EU-parlamentsvalget kun er Folkebevægelsen mod EU, der klart og entydigt vender sig klart imod Unionen. Men af artiklen fremgår også følgende: "Den gamle nej-fløj er opløst. JuniBevægelsen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har forkastet det eneste mål, som tidligere bandt dem sammen: Modstanden mod EU." For Enhedslistens vedkommende kan jeg forsikre Nordjyskes læsere om, at dette ikke er korrekt. Nu vil jeg ikke beskylde Nordjyskes journalist for dårlig research, men det ville da have klædt artiklen, hvis han havde kigget på www.enhedslisten.dk. Der kan enhver med adgang til internet nemlig se, at Enhedslistens modstand mod EU er lige så klar, som den altid har været. Af vores EU-program fremgår følgende: "Enhedslistens mål er dog en nedbrydelse af EU, og vi ser en dansk udmeldelse af EU som et led i denne proces." Derfor er det heller ikke rigtigt, at hele nej-fløjen er ved at gå i opløsning, selvom flere partier opgiver den modstand mod det udemokratiske EU, som ellers er udbredt i såvel den danske som den svenske og britiske befolkning. Blot fire dage efter EU-valget vil EU's regeringschefer underskrive en EU-grundlov, der giver EU endnu mere magt på bekostning af de nationale demokratier, og derfor er der mere end nogensinde behov for at styrke den klare modstand mod EU. Det kan man nu kun gøre på én måde: Ved på søndag at stemme på den tværpolitiske Liste N – Folkebevægelsen mod EU.