EMNER

Enhedslisten vil kræve mindste-indtægt for alle

KØBEHNAVN:Det danske samfund er så rigt, at der er råd til at spænde et solidt økonomisk sikkerhedsnet ud under de svage. Derfor går Enhedslisten nu ud i en kampagne for at skrue op for overførselsindkomster og mindsteløn, så ingen har mindre end 13.000 kroner om måneden at leve for. Kravet er en del af et velfærdsoplæg, som partiet lørdag vedtog på sit årsmøde i Den Grå Hal i Christiania i København. Her holdt et flertal af de 300 stemmeberettigede fast i, at der skal indføres en kontant bundgrænse for velfærden. Centralt i Enhedslistens politik er fortsat, at arbejde og ressourcer skal fordeles ligeligt. Det skal skaffe job til flere og samtidig sikre, at nedslidningen af dem, der har arbejde, stopper. Samtidig holder partiet fast i holdningen, at alle skal have lige adgang til velfærdsydelser. Det vil sige, at ydelser ikke må falde bort, når folk når en bestemt alder, og at ordninger som børnefamilieydelsen ikke skal afhænge af, hvor meget folk tjener. Hvis de rige har for høje indkomster, må de beskattes højere. Enhedslisten vil heller ikke finde sig i, at sociale ydelser som kontanthjælp og pension afhænger af, om folk bor sammen med nogen. Det skal ikke være nødvendigt for ægtepar at lade sig skille, for at konen eller manden kan få kontanthjælp. /ritzau/