Enhedslisten vil smide Tyrkiet ud af Nato for Syrien-offensiv

Erdogan åbner døren for IS til Mellemøsten og Europa, og det skal have konsekvenser, siger Nikolaj Villumsen.

Tyrkiets militære offensiv i Tyrkiet skal have konsekvenser, lyder det fra Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Vilumsen. (Arkivfoto).

Tyrkiets militære offensiv i Tyrkiet skal have konsekvenser, lyder det fra Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Vilumsen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Den store militære offensiv, som Tyrkiet har indledt i det nordlige Syrien, bør få konsekvenser.

Det mener Nikolaj Villumsen, Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, der opfordrer til, at landet bliver smidt ud af forsvarssamarbejdet i Nato.

- Jeg mener helt klart, at Erdogans (Tyrkiets præsident, red.) angreb på vores prodemokratiske og kurdiske allierede i kampen mod Islamisk Stat skal have konsekvenser, siger han.

Den militære aktion har været varslet i et stykke tid af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Området bliver kontrolleret af den kurdiske YPG-milits, der længe været en tæt allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat.

Modsat mener den tyrkiske regering, at kurderne er en trussel og betragter den som en del af det forbudte Kurdiske Arbejderparti, PKK.

Både USA og Tyrkiet er ligesom Danmark med i Nato sammen med 29 andre lande.

- Konsekvensen af det, som Erdogan gør lige nu mod vores allierede i Syrien, er, at hundredtusinder mennesker trues af at blive jaget på flugt, siger Villumsen.

- Han åbner døren for Islamisk Stat til Mellemøsten og Europa. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan få den idé, at det ikke skal have den konsekvens, at Tyrkiet ryger ud af Nato.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), bør sætte foden ned og sige klart fra, lyder det fra parlamentarikeren.

- Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at sige klart fra over for Erdogan og arbejde for, at EU smækker pengekassen i over for Tyrkiet, siger Villumsen.

- Derudover skal Nato tage konsekvensen og smide Erdogan på porten.

De seneste måneder har forsvarssamarbejdet mellem USA og Nato været oppe og vende flere gange.

I sommer meddelte USA, at Tyrkiet blev smidt ud af samarbejdet med at udvikle det nye kampfly F-35.

Samtidig fik Tyrkiet at vide, at det ikke længere kan købe F-35-kampfly. Det skete, efter at Tyrkiet havde købt et avanceret russisk raketsystem.

Rusland har en stor styrke stationeret i det vestlige Syrien for at støtte præsident Bashar al-Assads regime i Syrien.

- Virkeligheden er jo, at Tyrkiet koordinerer tæt med Rusland, siger Nikolaj Villumsen.

Nato blev oprettet i 1949 efter den kolde krig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst