Enhver bonderøv kan slagte en gris...

HJØRRING:Jamen, det sagde han altså, ham Jørn Duus, da han fortalte om, hvad Hjørring skal leve af fremover. Og det er altså ikke de slagteriarbejdere, som snart står uden arbejde. Ikke sådan at forstå, at slagteriarbejderne ikke kan bruges til noget, men deres meget specifikke kunnen på grisekroppe er ikke en kompetence med fremtid i. - I skal lave oplevelsesprodukter, som ikke kan efterlignes - produkter, som findes ved at bruge fantasien og kombinere ord og begreber som viden, natur, kultur, spænding, krop, sjæl, originalitet, luksus og nydelse. Ting, som ikke er materielle, og som derfor ikke kan laves andre steder end her. Enhver bonderøv kan slagte en gris, men de andre ting - det er dem, i skal finde frem. Hvis noget er for almindeligt, er det kedeligt, og det gider det moderne menneske ikke, sagde han. Og dermed fik han modereret sit udtryk om de snart afskedigede slagteriarbejdere, som ellers nemt kunne få en svag kriblen i stålhandsken ved tanken om den københavnske reklamemand.