Enhver tyrkisk svigermors skræk

Tyrkiske Esma Birdi mistede mælet, da hun fortalte om et tvangsægteskab og om pludselig at være mor til en og så to som 18-årig

Tyrkiet 28. september 2002 08:00

AALBORG: Hun mistede mælet en kort stund, da hun berettede om, hvordan hun for 20 år siden pludselig stod som ung tyrkisk pige i en alder af 18 år var mor til et barn, og 10 måneder senere mor til endnu et med en mand fra et helt andet sted i verden, end hvor hun havde fundet sit ståsted. Esma Birdi, tyrkisk født, men opvokset i Danmark siden ni års alderen, blev bragt hertil i 1972 som den ældste af en børneflok på fire. Faderen havde gjort rejsen fra Tyrkiet og til Danmark som gæstearbejder. Familien fulgte efter senere. Et tvangsægteskab med en mand, familien havde valgt, blev hendes skæbne. Nu - 20 år senere - stråler hun af lykke. Hun er sluppet ud af grebet, gik under jorden for to år siden og er vendt tilbage til overfladen og i dag så lykkelig, som hun aldrig troede, hun skulle blive. Hun blev dansk gift for fem måneder siden. Hun har haft styrken til at gå egne veje og betegner sig selv som enhver tyrkisk svigermors skræk. Dansk Kvindesamfund som i de seneste måneder har fået på pelsen for mest at hytte eget skind og mest kvinder i den tredje verden, har taget kritikken til sig, og er begyndt at interessere sig for herboende kvinder af anden etnisk baggrund. Det er dem, der i stigende tal befolker de lokaler krisecentre, som kvindesamfundet er engageret i landet over. Således var Esma Birdi hovedpersonen, da Dansk Kvindesamfunds Aalborg-afdeling kaldte til debataften i Huset i Aalborg. Her ser man ikke blot problemer hos de tyrkiske kvinde, men også hos de af danske mænd importerede fra tredjelande. 13 voksne kvinder på tilhørerpladserne fik Esmas beretning om en kultur meget forskellig fra den danske anno 2002, men måske ikke så meget anderledes end den, man kendte i hvert fald på landet for et par generationer siden. Det er måske værd at bemærke i en tid, hvor man gerne vil finde markante forskelle i religioner, den kristne og den muslimske. Esma Birdi arbejder nu som konsulent og tolk for amter, kommuner og politi om indvandreres sociale problemer. Som ganske ung fik hun en kontoruddannelse. Hendes far var fremsynet. Børnene skulle uddannes. De to sønner er henholdsvis civilingeniør og læge og lillesøsteren cand. ling. merc. i engelsk med fransk som sidefag. Men allerede da Esma gik i 9.-10. klasse, skulle hendes fremtid afstikkes. Ifølge moderen gik den på at få hende gift. Både bil og job Og gift blev hun. Med én, som familien havde fundet i Tyrkiet. Uddannelse fik hun også, bil at køre i og et job. I grunden var hendes tyrkiske medsøstre uforstående over for, at hun ville noget mere. Her opstår skildringen så af de tvangsægteskaber, som vi danskere vil betegne dem, men som tyrkerne ifølge deres tradition vil betegne som respekt for familien og egen kultur, hvor man beskytter hinanden. Esma trivedes ikke i sit ægteskab og levede i 12 af sine 18 års giftermål med ønsket om at bryde ud. Til sidst flygtede hun og gik under jorden. Det handler om familiens stolthed og ære. Der er imidlertid forskel på traditioner i forhold til, om man bor på land eller i storby i Tyrkiet. I storbyen har man åbenheden for udviklingen og interessen for at sætte sig ind i andre samfunds livsvilkår, mens man fører en traditionsbunden tilværelse i de mindre samfund. Her er det kvinderne, der styrer hjemmene. Mændene forlader dem om morgenen for at gå på arbejde. Det kommer til en kortslutning i det danske samfund, når mændene ikke har noget arbejde at gå til, og sønnerne ikke finder en brugbar rollemodel i deres fædre. Når Esma Birdi i dag tager ud til tyrkiske familier sammen med sundhedsplejersker er det bl. a. for at fortælle for danskerne så simple ting som, at det er vigtigt at engagere og involvere drengene i hjemmets daglige sysler, og at børn gerne må lege indendøre - hvad der ikke er tradition for i Tyrkiet under andre himmelstrøg. Helt enkle forskelle er også, at tyrkiske familier ikke har tradition for at have megen fritidsaktivitet sammen, og at det ofte bliver til en tur i Bilka, når det er vildest, ofte fører til fantasirige og uvirkelige historier, når tyrkiske drenge beretter om deres oplevelser. Fanget i fælden For kvinderne, der bliver fanget i den kulturstridende ægtefælde, er et krisecenter ofte eneste udvej. Unge kvinder reager med: Yes, jeg har fået livet tilbage. Ældre kvinder tager det noget tungere og prøver stadig at få accept i familien. Det afgørende spørgsmål for de danskere kvindeorganisationer, der står på siden og gerne vil hjælpe, er derfor: Hvad tænker de unge etniske minoritetspiger egentlig. Det vil man prøve at få svar på, når der 24. oktober holder en konference i København, hvor man forsøger af få 12-18-årige til at sætte ord på. Ifølge Esma Birdi er det danskeboende kvinder, som får en mand bragt hertil, der har det værst. Den anden vej rundt går bedre. Ifølge tyrkisk tradition skal kvinden være manden til behag og underdanig, og det er svært, når kvinden i udvikling og uddannelse er et hestehoved foran. Danske undersøgelser viser nemlig også, at de tyrkiske kvinder i Danmark klarer sig langt bedre end mændene på uddannelsesområdet. Drengene får en dårlig start bl. a. på grund af en tradition for, at de skal forgudes allerede under deres opvækst, og når de ikke har nogle rollemodeller at leve op til i fædrene, opstår problemerne. Forstå mere og kommuniker bedre, lyder rådet fra Esma Birdi til de danske kvinder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...