Enighed om lederskabsråd

Irak 1. marts 2003 07:00

} SALAHADDIN: Iraks opposition er blevet enig om at danne et seks mand stort lederskabsråd. Det skete i går efter flere timers drøftelser blandt en række irakiske oppositionsgrupper i Salahaddin i det nordlige Irak, der er uden for Saddam Hussein-regimets kontrol. Embedsmænd ved konferencen i byen mener, at rådet er et troværdigt organ, der kan bruges, hvis regimet i Bagdad falder. Men kort efter, at meldingerne fra Salahaddin begyndte at cirkulere, opstod der problemer. Iraks tidligere udenrigsminister, den 80-årige eksilpolitiker og sunnimuslim Adnan Pachachi, der ikke deltog i mødet, sagde fra sit eksil i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, at han ikke har i sinde at deltage i rådet. Det var et slag imod oppositionens bestræbelser for at indlemme Iraks sunnimuslimske minoritet, der siden Iraks tilblivelse i 1922 har domineret landet - bl.a. er Saddam Hussein sunnimuslim. Der var ikke umiddelbart reaktioner fra Salahaddin på erklæringen fra den 80-årige Pachachi. I stedet fastslog repræsentanter fra de forskellige fraktioner blot, at mødet havde været en succces. - Konferencen har været en god succes. Vi har løst alle problemer i oppositionen, sagde Sami Abdul Rahman, en højtstående leder af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP). Rådet består ifølge Rahman af Massoud Barzani fra KDP, Jalal Talabani, der er leder af Kurdistans Patriotiske Union (PUK), Ahmed Chalabi fra Iraks nationalkongres (INC), Abdul Aziz al-Hakim fra den shiamuslimske gruppe SAIRI, Ayad Allawi fra Iraks Nationalaftale samt den 80-årige Pachachi. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...